Volvo-ikon fylder 25 år

Et udråbstegn på hjul runder et kvart århundrede - model 850

Der blev bygget i alt 1.360.522 biler i versioner med afsæt i 850-serien.

Der blev bygget i alt 1.360.522 biler i versioner med afsæt i 850-serien.

BILER:Det er et Volvo-ikon, der i disse dage fylder 25 år: Modellen 850.

Den forhjulstrukne bil, der var en revolution hos Volvo, havde verdenspremiere i Globen i Stockholm 11. juni 1991 og blev introduceret som ”en dynamisk bil med fire verdensnyheder”.

Det drejede sig om den tværstillede, femcylindrede motor, Delta-link bagakslen, som Volvo selv havde designet, det integrerede sidebeskyttelsessystem SIPS samt selvjusterende forsædeseler.

Samtidig var det den første Volvo, der kunne fås med firhjulstræk.

Den første model, der blev præsenteret, var 850 GLT med en 20-ventilet indsugningsmotor på 170 hk.

Næste vigtige 850-version blev præsenteret i februar 1993 - stationcaren med det typiske Volvo-kendetegn, den lodrette bagende, som øger pladsen i bagagerummet.

850-rækken blev de kommende år udvidet med nye varianter og den model, der fik mest opmærksomhed, havde premiere på biludstillingen i Geneve i 1994. Med en iøjnefaldende gul farve fremstod T-5R nærmest som et udråbstegn på hjul.

Meningen var, at der skulle produceres 2500 eksemplarer af den. Turbomotoren med intercooler ydede 240 hk med et drejningsmoment på 330 Nm. Udstyret inkluderede særlige spoilere, et firkantet afgangsrør og 17” alufælge ved navn Titan.

De gule biler blev udsolgt i løbet af et par uger, hvorefter Volvo producerede samme antal i sort samt til slut 2500 i mørkegrøn.

I 1996 stoppede produktionen af 850-modellen, og efterfølgeren kom til at hedde S70 i sedan- og V70 i stationcarudgaven.

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.