Volvo vandt årets bil-dyst

SUV-modellen XC40 kåret som Car of the Year 2018 i Europa

Chr. Schacht
Volvo XC40 var også det danske jurymedlem, Motors Søren W. Rasmussens, favorit til titlen som Car of the Year 2018. Det er første gang, Volvo løber med titlen. Foto: FDM
Biler 11. marts 2018 20:05

BILER: Den nye XC40, der er Volvos første kompakte SUV, har gjort noget, ingen anden Volvo har formået i de 55 år, kåringen af Årets Bil i Europa har eksisteret. Den har bragt trofæet hjem til Göteborg.

Svenskeren vandt titlen foran Seat Ibiza, BMW 5-serie, Kia Stinger, Citroën C3 Aircross, Audi A8 og Alfa Romeo Stelvio.

Sejren var ganske suveræn med 325 point til svenskeren, mens nr. to fik 242 point.

Bag uddelingen står en jury på 60 motorjournalister fra 23 europæiske lande. FDM’s biltekniske redaktør Søren W. Rasmussen er eneste danske medlem, og han havde selv XC40 som sin favorit.

- Det er den rigtige vinder. Bilen matcher på fin vis tidens SUV-tendens og byder tillige på glimrende køreegenskaber, høj sikkerhed foruden en udbygning af muligheden for at få bil og smartphone til at tale sammen. Nu kan man dele bilen med familie og venner via telefonen, siger han til fdm.dk.

Den store Volvo XC90 blev nummer to i kåringen for et par år siden og var faktisk tæt på at vinde. Derfor er Volvos topchef Håkon Samuelsson begejstret for, at det så endelig lykkedes at blive nr. 1.

- At vinde denne pris med vores nye XC40 er perfekt timing, For første gang kan vi nu tilbyde tre SUV-modeller globalt. XC40 bliver et stærkt bidrag til vores fortsatte vækst, når den etablerer os i det nye og hurtigvoksende segment for kompakte SUV’er, siger Håkan Samuelsson.

Volvo XC40 nåede ikke med i den danske kåring, der foregik i efteråret, og hvor Seat Arona blev præsenteret som vinder.

Chr. Schacht
Den ny SUV tilbydes med to-farvet karrosseri, ligesom der kan vælges mellem to- og firhjulstræk.

Stor efterspørgsel

XC40 er den første model, der bliver bygget på Volvo’s nye, kompakte platform CMA, som alle kommende modeller i 40-serien skal bygges på, inklusive rent el-drevne varianter.

Bilen er lanceret herhjemme og fås til priser fra 411.000 kr.

De syv biler i finalen blev valgt tilbage i november ud af en bruttoliste på 37 kandidater.

Vinderbilen har fra starten været efterspurgt. Over 20.000 forudbestillinger af bilen i Europa og USA indikerer, at det er en kombination, der appellerer til kunderne. XC40 bliver snart introduceret i Kina - verdens største bilmarked - hvor Volvo forventer lige så stor interesse.

Volvo-traditionen tro byder XC40 på høj sikkerhed, bl. a. udtrykt ved sikkerheds- og førersupport systemerne Pilot Assist, City Safety, Run-off-Road og Cross Traffic Alert med bremseassistance.

Chr. Schacht
På udstyrslisten er der bl. a. et otte trins automatgear.

chat_bubble Kommentarer keyboard_arrow_down

Log ind for at kommentere.
Henter artikler...
Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...