Volvos Hammer-brødre går solo

HOBRO:I mange år har de været noget ved både musikken og bilbranchen. Nu debuterer de to brødre Ulrik og Carsten Hammer som herrer i eget brugtvognshus. De har åbnet ny bilforretninng på Jyllandsvej 6. Navnet er Hammer Biler. Her vil de sælge "brugt og godt" og har allerede indkøbt 25 vogne til hylderne. Ulrik og Carsten Hammer er kendt i musikmiljøet fra Dacapo Band. Når det gælder biler, hænger mærket Volvo godt fast på kedeldragterne. I 22 år har Ulrik Hammer været ved Volvo i Hobro. Først som mekaniker og i de seneste 11 år som værkfører. Han skal klare værkstedsarbejdet i den nye forretning. Carsten var samme sted sælger i 12 år. Senest har han været salgsansvarlig for Volvo i Aalborg. Det med biler har de ikke fra fremmede. Faderen Lauge Jensen var tidligere indehaver af Volvo i Hobro. Så naturligvis vil det svenske bilmærke være at finde i Hammer Bilers salgsudstilling. Men også VW'ere og ellers blandede bilmærker i forskellige prisklasser. Deres forretning er indrettet i lokalerne, som tidligere husede byens Fiat og Alfa forhandling.