Von Trier er klar til flere palmer

Da filminstruktøren Lars von Trier i 2000 vandt de Gyldne Palmer ved filmfestivalen i den sydfranske by Cannes, proklamerede han, at næste mål var at få endnu et sæt. - Jeg mangler stadig at få de Gyldne Palmer en gang mere, før jeg har fået lige så mange som Bille August. Det har taget mig 15 år at få de første palmer. Men de er samtidig beviset på, at jeg er blevet mere mainstream. Derfor regner jeg med, at det kun tager 10 år at få de næste, sagde von Trier samme aften, han havde fået overrakt denne klodes måske kunstnerisk mest prestigefyldte pris for filmen "Dancer in the Dark". I år har han bestemt muligheden. Fra onsdag og 11 dage frem invaderes den franske riviera nemlig af 15.000 filmfolk fra alle egne af verden. Præcist hvor stor den danske chance er, er svært at sige, men i alverdens internationale aviser nævnes von Triers nyeste værk "Dogville" som favorit. Med til den historie hører imidlertid, at von Triers navn og ikke mindst filmens hovedrolleindehaver - tidens måske mest ombejlede kvindelige filmstjerne - australske Nicole Kidman - er det, som trækker "Dogville" op i førerfeltet. Sandheden er nemlig, at stort set ingen i den filmpresse, der gør filmen til favorit, selv har set den. Og det gør de heller ikke før mandag den 19. maj kl. 08.30, hvor verdenspressen for første gang selv skal tage stilling til værket. Da von Trier vandt for tre år siden, formåede han i den grad at skabe delte meninger. En stor del af de amerikanske kritikere fandt således "Dancer in the Dark"'s historie for banal, og von Triers instruktion for "manipulation med publikum". Hovedparten af de europæiske kritikere, specielt de franske, var derimod begejstrede for filmen, der blev kaldt for både "fremragende" og "et mesterværk". I år vil von Trier formentlig dele publikum endnu en gang. "Dogville" er nemlig endnu en usædvanlig film, hvor instruktøren bryder med gængse forestillinger om, hvordan en film skal se ud. Således er der f.eks. ingen traditionel scenografi, som i stort set alle andre film. Hele settet er tegnet på et sort gulv med kridtstreger, der udgør f.eks. hovedgade og bygninger i den lille by i Rocky Mountains, hvor filmens handling udspiller sig. Triers kompagnon, Zentropa-direktøren Peter Aalbæk Jensen, kaldte ideen for "bindegal" første gang, han hørte om makkerens nye planer. Om den er det, vil vi med sikkerhed få en masse bud på efter mandag. Om det også skal blive til en pris, offentliggøres den efterfølgende søndag i de tidlige aftentimer. /ritzau/