Vor Frue Kirkes kor til Vrå kirke

Aalborg 25. september 2002 08:00

Sæsonens sidste Vrå Koncert finder sted søndag den 6. oktober i Vrå Sognekirke med Vor Frue Kirkes Kor, Aalborg. Vor Frue Kirkes Kor er et blandet kor på ni medlemmer. Koret har sit daglige virke ved højmesserne i Vor Frue Kirke i Aalborg. Korets repertoire spænder vidt, men med vægten lagt på nyere, dansk kirkemusik. Koret uropførte således for et år siden tre motetter af Niels La Cour - med senere radiotransmission af værket. Koret har haft flere udenlandsrejser. Senest i 1999 til Californien, og i 1997 gik turen til Schweiz. Korets medlemmer er overvejende musikstuderende fra konservatoriet og universitetet. Korets dirigent, organist Rikke M. Kursch, har dirigeret koret siden 1995, da hun tiltrådte stillingen som organist ved Aalborgkirken, hvor hun har en omfattende korvirksomhed. Således oprettede hun i 1997 et drengekor ved kirken, og sammen med drengekoret har hun opført flere større værker for kor og orkester. Rikke Kursch dirigerer desuden Frederikshavn Bykor.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...