Vordende rallykørere dyster med rat og hjul

Op mod 30 hold ventes søndag til manøvreprøver i Aars

Motorsport 14. september 2002 08:00

AARS: Om Carlos Sainz, Colin McRae og alle de andre rally-verdensstjerner har indledt karrieren med at køre manøvreprøver i et industrikvarter i deres hjemby, fortoner sig i det uvisse, men en kendsgerning er det i hvert fald, at mange af de bedste danske rally-kørere har taget deres første skridt frem mod rallysporten ved at høvle omkring skarpe sving og ind og ud mellem kegler i et tilfældigt dansk industrikvarter. Derfor er der kommende rally-kørere blandt deltagerne, når det søndag formiddag går løs med manøvreprøver i industrikvarteret ved Vestre Boulevard i Aars. Området vil fra klokken 10 om formiddagen og et par timer frem genlyde af motorbrøl og hvinende dæk, for det går faktisk rigtig stærkt, selv om de længste stræk ikke er voldsomt lange. Der er nemlig tale om top-tunede biler med masser af power-biler, som bruger under 10 sekunder til at nå 100 km/t. - Manøvreprøver er begynder-sporten for kommende rallykørere. Kørerne lærer at håndtere bilerne i ekstreme situationer - og at reagere på beskederne fra deres co-drivere, som samtidig kan øve sig i at være koncentrerede med læsning af kort-noter alt mens bilen kastes rundt om svingene. Det kræver et utroligt godt samarbejde mellem fører og co-driver, men det kan være svært for begyndere, så vi har da oplevet førere, der midt ude på prøven stoppede brat op og indledte et mindre skænderi med sin co-driver, fortæller Kim Jensen, Aars. Han er medlem af bestyrelsen for den arrangerende klub, Jysk Automobil Sport, der dækker Himmerland. Klubben venter op mod 30 mandskaber fra hele Nordjylland til manøvreprøverne i Aars. De tæller som en afdeling af det Nordjyske Mesterskab, og blandt deltagerne er det lokale hold Martin Kristiansen og Per Bøgh Jørgensen, der netop har kørt en klassesejr hjem ved en afdeling af det Jyske Mesterskab i specialprøver, som er et trin højere mod rallysporten end manøvreprøver. Ved søndagens arrangement skal der køres tre hastighedsprøver tre gange i industrikvarteret, hvor der er start ved Hyundai-forretningen, Aars Synshal samt på Nordvestvej. - Publikum har gode muligheder for at følge manøvreprøverne. De skal blot rette sig efter afspærringerne og instruktionerne fra JAS' officials, siger Kim Jensen

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...