Vores liv på Hadsundvej 2b

4
Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne.

Per er glad for buschauffør Egon. Pædagog Inger Marie Kristensen tager imod. Foto: henrik Bo

Per, Eilif, Torben, Frank og Anders sidder ved eftermiddagskaffen i Boformen Hadsundvej 2b midt i Terndrup. De fem udviklingshæmmede mænd i alderen 42-56 år hygger sig i deres eget hjem. Per sidder og skærer tænder i bar fryd. Det gør han ofte, når han er tilfreds og glad. Han lægger hovedet på skrå og kigger. Han forstår ikke så meget af snakken og så alligevel. Det ser ud som om, han fornemmer hyggen og stemningen. Udvikling Per spiser selv, og der er meget, han kan - meget, han har lært gennem årene. Praktiske ting som at gå ved hjælp af sin rolator, manøvrere sin kørestol på millimeteren. Per er god til at vise, hvad han føler og har lyst til og god til at søge tryghed. Han kan sige ja og nej med hovedet og kan blandt andet selv tage fra et kagefad. Er også for nylig begyndt at pege på den yogurth, han vil have om morgenen. - Så du det, udbryder en af pædagogerne, da han pegede. Glæden er stor, for det har han kun gjort et par gange før. Det bliver igen bekræftet denne eftermiddag - at han kan - at han udvikler sig og på den måde fortæller, hvad han gerne vil. Per forlader sin stol ved bordet og sætter sig på skødet af Inge. Per er glad for at putte sig. På den måde kan han udtrykke sig. Med kroppen. Det er det samme med Pers bofæller. Udtryk Frank klager ikke, når det gør ondt. Som da han uheldigt faldt i gangen derhjemme på Hadsundvej 2b for nogle år siden. Han lå pludseligt i gangen. Det gik op for personalet, at han måtte have ondt i hoften. For han gik ikke, som han plejede. Han kompenserede for det, han ikke kunne og sagde ingenting. Udtrykte ikke sin smerte. Ord har han ikke, og Frank fortæller ikke med tegn, hvis det gør ondt. Lægen blev tilkaldt. Igen og igen. Ved tredje besøg stod det klart: et brud på lårbenet. Det er det samme med Eilif, Torben, Per og Anders. Man skal kende dem godt for at vide, at der er noget galt. Anders kan pege, men alligevel ikke sige helt, hvor ondt det gør, Eilif udtrykker ikke smerte. Siger ja, hvis han bliver spurgt, når det gør ondt. Per bliver ked af det, men kan ikke forklare. Torben kan heller ikke. Sådan er det også med så meget andet. Kroppen kan vise det. Og bruges. Som når Anders tydeligt viser, at nu vil han altså ikke have besøg længere på sit værelse. Vifter med armen og peger mod døren. Han griner, men man er ikke i tvivl om, at nu skal besøget høre op. Eller som når nogen misforstår, det man vil. Pædagogen Charlotte kan specielt huske en situation, hvor hun var klar over, at kommunikationen ikke var gået godt. Det var en dag, da hun havde forstået, at Eilif ville med en tur ud at købe ind. Han havde jo sagt ja, havde hun hørt. Hun bad Eilif om at gøre sig klar med jakke og det hele. Men Eilif gjorde ingenting. Det gentog sig. Flere gange. Men Eilif forblev passiv. Til sidst måtte Charlotte sige til ham, at nu skulle han da se at blive færdig, for de skulle af sted. Det blev for meget for Eilif. Han kunne ikke sige fra med ord. For han plejer at sige enten ja eller nej, men Charlotte spurgte ham ikke igen, om han ville med ud på indkøb, for han havde jo sagt ja. Troede hun. Men det var et nej. Presset og frustreret ville Eilif have hende til at forstå. Han tog hende om halsen for at få hende til at stoppe. - Jeg forstod straks, at Eilif reagerede, fordi han ikke kunne andet. Spurgte, om det var, fordi han ikke ville med. Forsikrede ham om, at det skulle han ikke, hvis ikke han ville, siger Charlotte. Det kunne være blevet til en indberetning om overgreb på personale. - Men det var det ikke. Jeg forstod jo hans markering, og følte ikke, at han ville mig noget ondt, siger Charlotte. Aftensmaden nærmer sig på Hadsundvej 2b. Eilif har hjulpet til i køkkenet med kartoflerne. Det er den ugentlige fiskedag - og i dag er det fiskefrikadeller, kartofler og en special hjemmelavet sovs. Anders har ikke haft en helt god dag. På arbejdet fik han at vide, at en af dem fra A-huset i Hobro, han kender, skal et andet sted hen at arbejde. Det slår ham ud af kurs. Der bliver ringet til hjemmet fra A-huset i Hobro for at fortælle, at Anders er ked af det. Men Anders lader sig ikke rigtigt mærke med det derhjemme. Han får at vide, at Lene ved, at det har været en lidt skidt dag. - Det ser ud til, at du er blevet glad igen, siger Lene og Anders bekræfter med et ja. - Det er godt nok dejligt at høre, siger Lene. Anders kigger billeder i blade. Og de bøger Charlotte, Lene og andre har været med til at lave til ham. De er fyldt med billeder af ham - på ferie - og andre steder. Han viser bøgerne frem, griner og peger, og snakker med sit eget sprog. Det gør Anders meget. Endnu en gang skal han lige bekræftes i, at det er ham og Stig, der skal på herretur fredag. Ud at hente de nye sko i Aalborg. Anders kan finde på at sige nej, når de skal af sted. Han kan ikke lide, når de skal en tur i byen. Kan ikke lide det nye. Det gør ham utryg. Men Anders bekræfter, at han vil med. - Ja, siger Anders. Stig kommer om morgenen fredag. Han er lidt spændt. Vil Anders mon med ud at hente skoene i dag. Anders peger på maven og gør det forståeligt, at han ikke har det helt fint i maven. Hjemmedag Frank sidder ved bordet i alrummet og griner. Han ser ikke ud til at følge med i, hvad der ellers sker. Der er gang i stuen. Eilif og Stig får sig en herrelatter. Stig flytter rundt med lysestager, griner, og det gør Eilif også. Legen stopper og Eilif står ved vinduet og kigger ud. Det er hans hjemmedag, så han følger med i livet uden for vinduerne. Det gjorde han også, da Frank og Per skulle af sted til morgen. Stod og kiggede. Buschaufføren, Egon, kigger ind ad vinduerne og ser Eilif, der står og kigger. Han går ind i huset. - Kom, du skal da med. Du skal da ikke blive hjemme, driller Egon og Eilif griner. Chaufføren kender Eilif, Frank, Per og Anders. Kører med dem to gange om dagen i en time hver vej. Kender deres måder at være på. Frank er ikke så glad for at køre i bus ellers - men når det er Egon, gør det ikke noget. I dag skal Frank heller ikke med. Han har også fri. Sidder ved bordet i alrummet og griner. Stig er gået ud og begynder at kigge ind af vinduet til Eilif. Stig sætter en pude for vinduet, og Eilif flækker af grin. Legen fortsætter med puden, der sættes for og tages væk. Det er ved at være tid. Tid til at køre med Anders - tid til at hente skoene. Anders får sin jakke på. - Er du klar, chef, spørger Stig. Anders er klar. Stig ser lettet ud. Eilif ser dem køre, men han skal også selv ud af huset. Ud at købe nyt tøj. Trøjer. Sammen med Inge og Lene. De plejer at handle i Hadsund. Men denne dag bliver det Aalborg Storcenter. Eilif og Frank finder straks ind i tøjbutikken, og der går ikke lang tid, så har Eilif og Frank besluttet sig. Frank udvælger sin trøje ved at stikke hovedet helt ind i den røde trøje. Eilif siger ja til den trøje, han helst vil have. En blåstribet med V-udskæring. Frank elsker at få sin eau de toilette på efter badet. At dufte. Fredag morgen sidder han nyvasket, påklædt og tilfreds ved bordet i alrummet. Lene har travlt, men husker at give ham et stænk på hver side af halsen. Frank ser tilfreds ud. I Storcenteret går jagten efter ny duft. Så der skal duftes, til den rigtige er fundet. Frank sætter munden til papirstrimlen, som ekspedienten har piftet en duft på. Lene kigger på ham, lader ham dufte. Til flere strimler og til sidst vælger hun. Det er spisetid. Eilif og Frank vil have øl til maden. Det er jo fridag. Og fredag. Skoindkøbsdagen. Anders er stolt. Pavestolt. Han er hjemme igen. Efter skoindkøbet som gik godt. Ingen svinkeærinder, sådan som han hader. Kun lige ude for at købe skoene og så hjem igen. Alle skal se de nye flotte sko. Omsorgsmedhjælper Gitte Meibom spørger om de gamle, så skal smides ud. - Ja, siger Anders. Og viser de nye sko frem igen både lørdag og søndag. Lørdag er der kirkemusik i tv. Torben sidder og lytter. Han elsker at lytte til musik, dansk pop. Men det er noget helt særligt med kirkemusik. Han dirigerer til musikken. Søndagen Søndag er en særlig dag. Torben skal i kirke. Han og Charlotte nyder turen til kirken. Inde i rummet begynder orgelet at spille, Torben ser højtidelig ud. Begynder at dirigere til musikken. Efter gudstjenesten holder han længe præsten i hånden. Torben er glad og smiler. Anders er også tilfreds. Men skal lige have styr på, hvem det er, da telefonen ringer søndag aften. Om der skal ske ændringer i vagtplanen. Anders har det bedst, når han ved, hvad der skal ske og har fuldstændig styr på, hvem der kommer i huset. Telefonopkaldet lavede ingen ravage. Gitte sidder med røret i hånden. Det var undertegnede. Journalisten der lige skulle have en ekstra oplysning. Og give en hilsen til Anders. Anders får at vide hvem det er og viser straks sine nye sko frem. - Jeg skulle hilse fra Anders, siger Gitte. En af ildsjælene, der i en uge har åbnet døren for NORDJYSKE Medier. Ikke til skjult kamera. Men til en uge med åben blok og pen. Til åben fotografering. Og et indblik i en hverdag for fem mænd, der ikke blot er afhængige af lovgivning, samfundsøkonomi og politisk vilje. De er også afhængige af, at netop de 11 ansatte i Hadsundvej 2b har hjertet og hjernen med. Kærlighed og viden. Ikke til skjult kamera. Men til en uge med åben blok og pen og et kamera, der kunne indfange virkeligheden uden filter. En virkelighed, der er fem mænds faste holdepunkt i tilværelsen. Fem mænd, hvis liv ikke kun reguleres af lovgivning, bevillinger og politisk vilje, men som i høj grad også er afhængige af, at de 11 ansatte har hjertet og hjernen med. Sammen skal de 16 få en hverdag til at fungere. Der er mange ting, de fem beboere ikke kan udrette og ikke kan afgøre. Det, vi så og oplevede i en uge, var 11 ansatte, der ikke - som på tv-skærmens optagelser med skjult kamera - råbte og tog fat i beboerne, men som lod dem gøre mest muligt af det, de selv kan - og med kærlighed, indføling og viden hjalp dem med resten.