Langfredag er stille.

Sådan en stilhed, hvor byen holder vejret. Hvor der ikke er trafik, ikke larm – bare tid. For meget tid, måske.

Christina Buchhave tømmer et glas med Panodil og skyller efter med sin medicin. Bagefter går hun i bad, og først dér begynder det at gå op for hende, hvad hun har gjort.

Typisk hende dengang: Først handle - og så tænke bagefter. 

Hun når at få hjælp, og lægerne fortæller, at hun var meget tæt på at dø.

Med et tilbagelænet overskud kan hun sagtens huske lyden af raslende nøglebundter, når hun blev låst inde i et rum. For lægerne på psykiatrisk hospital turde ikke tage nogen chancer.

I dag sidder hun i sin nyrenoverede, lækre treværelses lejlighed og har et job, hun er vild med. 

Og lad os bare skære det ud i pap: Alt det, der er sket i de seneste år, havde hun aldrig troet muligt.