- Vores største kamp
Direktør Jan Larsen glæder sig gevaldigt til møde med verdensstjerner

Jan Larsen har været en travl mand i optakten til braget mod Barcelona. Arkivfoto: Lars Pauli
AALBORG:Han har været en travl mand de seneste dage, for alt skal klappe, når tilskuerne søndag eftermiddag begynder at indfinde sig i Gigantium inden braget mod Barcelona i håndboldens Champions League.
Hele 1750 tilskuere skal til spisning forskellige steder i hallen inden opgøret, og derfor er der mange små detaljer, der skal afklares inden.
- Det er sådan en af de dage, der gør, at det har været det hele værd, når man har haft arbejdsuger, der overstiger det sædvanlige timetal. Det her, det knokler man gerne en lille smule ekstra for, siger direktør Jan Larsen.
- Det er den største kamp i klubbens historie. Det er ikke den vigtigste, for det var finalen mod KIF Kolding København sidste år, men det er jo så også de kampe, der gør at vi kan stå her i dag, siger direktøren.
Og selvom hans mandskab er særdeles decimeret, så håber han alligevel, at man kan byde de mange verdensstjerner op til dans for alvor.
- Det er jo en sport, hvor der kan ske overraskelser, og det vil jeg da håbe til det sidste. Vores odds er ikke gode, men drømmescenariet er da en smal sejr, hvis vi for alvor kan få generet dem, siger han.
Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.
Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.