Danmark

Vores uvidenhed om diabetes er livsfarlig

En stor del af danskerne ved ikke, at type 2-diabetes ofte går i arv. Det kan koste liv, siger forening.

Vores uvidenhed om diabetes er livsfarlig

Faretruende få danskere har tilstrækkelig viden om type 2-diabetes og er eksempelvis ikke klar over, at den kroniske sygdom er arvelig.

Det er problematisk, da sygdommen rent faktisk kan modarbejdes, når den opdages.

Men hele 47 procent af danskerne ved altså ikke, at type 2-diabetes ofte går i arv. Det viser en rundspørge fra Diabetesforeningen.

På Verdens Diabetes Dag onsdag sætter Diabetesforeningen sammen med 80 apoteker landet over fokus på diabetes og arvelighed i kampagnen "Er der diabetes i din familie?".

Har man én forælder eller søskende med type 2-diabetes, øges risikoen for selv at få sygdommen med 40 procent. Har begge forældre diabetes, øges risikoen med 80 procent.

- Når vi sætter fokus på diabetes og arvelighed i vores kampagne på Verdens Diabetes Dag, så er det i høj grad for at få folk til at gå til lægen og blive testet, hvis de har diabetes i familien.

- Det nytter at gøre noget og ændre sin livsstil, også selv om man har det i generne, fortæller Malene Bagger, chef for Forskning & Viden i Diabetesforeningen, i en pressemeddelelse.

Selv om man er uheldig at være arveligt disponeret for type 2-diabetes, kan man stadig gøre en indsats med en sundere livsstil for at forebygge sygdommen eller udskyde diagnosetidspunktet, så man måske først får den senere i livet, oplyser foreningen.

Arvelighed spiller en vis rolle, men type 2-diabetes er en meget kompleks sygdom. Det er dog for langt de flestes vedkommende en usund livsstil, som er den udløsende faktor.

Det farlige ved type 2-diabetes er især følgesygdomme som blodpropper, nyresvigt, amputationer og blindhed.

På 10 år er antallet af danske diabetikere fordoblet, og 290.000 danskere har nu konstateret diabetes. 245.000 danskere skønnes at gå rundt med type 2-diabetes uden at vide det.

I 2025 forventes 600.000 danskere at være ramt.

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.