Islam

Vort demokrati i fare

Kampagnen fra DF imod byggeriet af en moské i København kalder bl.a. anstrengelserne for at få bygget en moské i København for ”et angreb på det danske demokrati”.

Jeg vil i den sammenhæng først slå fast, at skal der bygges en moské i Danmark, må det være oplagt at placere en sådan i København. Alle andre steder vil et sådan byggeri bare komme til at ligge i vejen, for at bruge et ”Hausgaardsk” udtryk. Det er nu min mening, at man bør kæde bygningen af en moské i Danmark sammen med bygningen af en kirke i Riyadh (Saudiarabiens hovedstad). Det vil være en let og elegant måde at behandle sagen på, fordi det er højst usandsynligt at det nogensinde ville komme på tale, at saudierne vil give lov til det. Men det er ikke derfor, jeg fatter tastaturet for at skrive denne klumme. I Danmark har vi ifølge grundloven en statskirke, men samtidigt har vi, også ifølge, grundloven religionsfrihed. Det betyder faktisk, at borgere i Danmark har lov til at tro på stort set hvad de har lyst til. Hvis borgerne ikke selv aktivt melder andet ud, er man pr. definition medlem af folkekirken. Et diktatur er kendetegnet ved, at magthaveren vil have styr på, hvad befolkningen siger og gør. Derfor er vigtigt for et diktatur at prøve på at lovgive om, hvad befolkningen skal tænke. Men det er selvfølgelig her, at det før eller siden går galt for diktatorerne. Man kan ikke lovgive om tankevirksomhed uden at få problemer. Nej. Det er ikke en moské, der er en fare for vores demokrati. Det er de personer, der ønsker at lovgive omkring borgernes tankevirksomhed, der er en fare for vores fælles demokrati.