Vovehals klar til 60.000 padletag over Skagerak

Den 24-årig verdensmester i Stand Up Padling, Casper Steinfath står ud fra Hirtshals tidligt søndag

Jakob Gammelgaard
Privatfoto
Hirtshals 16. marts 2018 10:45 - Opdateret 16. marts 2018 10:49

HIRTSHALS: Mens mange af os blunder i en varm seng natten til søndag, sætter stand up padleren, Casper Steinfath alt på ét bræt for at opfylde sin drøm om at krydse Skagerak.

Klokken et natten til søndag indleder han på sit padlebræt sit togt mod Norge fra Hirtshals. Målet er efter cirka 60.000 padletag og 130 kilometer at gå i land i Flekkerøy ved indsejlingen til Kristianssand.

De første fem timer frem til solopgangen klokken 6.28 foregår i dyb mørke uden horisont og kun i skæret fra pandelampen. Sidste år blev han søsyg af at padle i mørket, så i de seneste fire uger er Klitmøller-knægten stået op kl. tre om natten for at vænne kroppen til at padle i nattens mørke uden horisont og sigtbarhed.

Mørket og kulden ned til 0 grader er to af årsagerne til, at han vil krydse Skagerrak nu - og ikke til sommer, når vandet og vejret er lunere.

- Det er en ekstrem udfordring og en barnedrøm for mig at krydse Skagerrak. Det, der virkelig tænder mig, er den ekstra udfordring i at padle mange timer i et frådende hav i dyb mørke og i frysende kolde temperaturer. At krydse Skagerrak er den ultimative kulmination af drømme, passion og skills, siger Casper Steinfath

Det er anden gang, at han vil forsøge at krydse vandet mellem Danmark og Norge.

Sidste år måtte han efter 17 timer i vandet opgive 12 km før den norske kyst. Kraftig strøm og en kraftig kuling skubbede ham væk fra kysten. Han var så tæt på, at han kunne se den norske sydkyst. Derfor er han ekstra tændt på at nå hele vejen til Norge på søndag.

- I år har jeg tilbragt hele vinteren hjemme i Danmark med at træne i det kolde vand i dyb mørke. Jeg har brugt hundredvis af timer til at analysere mine fejl fra sidste år, og nu har jeg fastgjort mit blik til at sætte fod på norsk jord., siger Casper Steinfath.

Denne gang er vejret også med ham. Hele natten og dagen foregår i klart vejr, så det bliver en smuk tur. Han forventer en let til frisk vind, der først kommer fra øst og siden fra sydvest.

Han forventer, at turen tager 18-24 timer afhængig af vind, strøm og bølger.

chat_bubble Kommentarer keyboard_arrow_down

Log ind for at kommentere.
Henter artikler...
Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...