Vrå-Udstillingen med 34 kunstnere

Kunstbygningens leder mener, at sammenslutningen er stærkere end nogensinde

Jane Balsgaard “Himmeltårn”.
Kunst 12. august 2007 06:00

VRÅ: Mens kunstnersammenslutninger rundt omkring i landet af og til har problemer med lokaler og hinanden, så stortrives kunstnersammenslutningen Vrå-Udstillingen. Frem til 2. september kan man se den 65. udgave af sammenslutningens udstilling. - Det er en imponerende udstilling. Den er simpelthen stærk som nogensinde. Der er god orden i økonomien, og de får stillet et hus til rådighed hvert år, siger kunstnerisk leder af Kunstbygningen i Vrå, Anne Lie Stokbro, med henvisning til, at udstillingen ”hører” hjemme på Vrå Højskole og i bygningerne tilhørende Kunstbygningen, Engelundsamlingen. Anne Lie Stokbro siger, at hun synes, at ophængningen i år er særlig smuk. - Den er meget luftig - måske fordi størrelserne på værkerne har kunnet kombineres godt med hinanden, så der er blevet god plads hele vejen rundt. Og så klæder værkerne hinanden, siger hun. Det er ikke hendes ansvar at få de næsten 220 værker anbragt godt. Det er bestyrelsen med formanden Søren Elgaard i spidsen, der sørger for det. Der er kun én dag til det, så det er godt, at Søren Elgaard laver en plan hjemmefra. Kunstnerne kan fra år til år ønske sig særlige placeringer i lokalerne. Sidste år sikrede guldsmeden Helga Exner for eksempel et lille rum, som hun har fået lov at omdanne til et helt lille renæssancerum, hvor hun har fået lov at male tre vægge helt sorte. - Helga Exner har taget udgangspunkt i et lille billede af den nederlandske maler fra 1400-tallet Rogier van der Weyden, fortæller Anne Lie Stokbro og peger på billedet, som viser et kvindehoved iført det typiske hvide kvindetørklæde. Helga Exner har så forestillet sig, hvilket smykke kvinden skulle have på. Derfor har hun lavet 15 forskellige brocher i oxideret sølv, emalje og perler eller perleskal. Brocherne hænger på et maleri, der forestiller kvinden fra det gamle renæssancemaleri. Vrå-Udstillingen har i dag 43 medlemmer, men kun 30 af dem udstiller. Til gengæld er der fire gæsteudstillere med. Det er billedhuggeren Marit Benthe Norheim, smykkekunstneren Hanne Behrens, maleren Allan Otte, den engelske maler Peter Ole Rasmussen og endelig arkitektfirmaet Schmidt, Hammer, Lassen. Muligvis optages nogle af gæsterne som medlem af Vrå-Udstillingen. Hvem og hvor mange, det bliver, afgøres af generalforsamlingen.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...