Gymnasiale uddannelser

Vrå vælger Brønderslev fra

BRØNDERSLEV:I år har de fleste af de elever fra Vrå Skole, der vil på gymnasiet, valgt at tage til Hjørring Gymnasium i stedet for Brønderslev. Det dalende ansøgertal til Brønderslev Gymnasium er blevet et problem. I år er ansøgertallet faldet med 26% i forhold til sidste år. I år har ni elever fra Vrå skole valgt at tage en almindelig studentereksamen. Ud af de ni tager en til Frederikshavn på grund af flytning. Seks tager til Hjørring, og to tager til Brønderslev. Studievejleder Jørgen Houen fra Vrå Skole siger, at det er begyndt at blive en tendens. - Det har været meget skiftende. Nogle år er der flest, der er taget til Brønderslev. Andre år er de fleste taget til Hjørring. Men det er begyndt mest at være til Hjørring, fortæller han. Ifølge ham har det mest med to ting at gøre. - De elever, der kommer fra Rakkeby og Hundelev tager til Hjørring på grund af geografien. De andre følger med deres kammerater. Brønderslev Gymnasium sidder nu tilbage med med langt færre ansøgninger end sidste år. Ifølge rektor Egon Jensen fra Brønderslev Gymnasium, skal gymnasiet have en stor fremgang i ansøgertallet næste år for ikke at være nødt til at lukke.