EMNER

Vråhallens økonomi blev reddet

Hjørring kommune og Sparekassen Vendsyssel sikrer økonomien bag en ny hal i Vrå. Den gamle hal brændte ned i maj måned sidste år.

1
Galleri - Tryk og se alle billederne.

Byg­ge­ri­et skri­der plan­mæs­sigt frem. Der var rej­se­gil­de til den nye hal i maj må­ned. ar­kiv­fo­to

Økonomiudvalget har anbefalet en aftale, som betyder, at Hjørring kommune og Sparekassen Vendsyssel skyder hver godt fem mio. kroner i finansieringen af den nye hal. Indskuddet er i form af et rente- og afdragsfrit lån til hallen på 5.050.000 kroner fra henholdsvis kommunen og Sparekassen Vendsyssel. Kommunen henter pengene i kassen. Dermed er de sidste og afgørende millioner til det samlede projekt på plads. Den nye Vråhal bliver 2000 kvm større end den gamle og kommer til at koste i alt 77,2 mio. kroner. Aftalen mellem kommunen og Sparekassen Vendsyssel kom i stand for nylig ved et møde mellem kommunen og Sparekassen Vendsyssel. Undgår dyrt lån - Med den løsning tror jeg at alle parter bliver glade, siger borgmester Finn Olesen (S). Med den sidste, nødvendige kapitalindsprøjtning sikrer man, at hallen ikke skal optage et meget kostbart lån, som ville have slået bunden ud af hallens fremtidige økonomi. Beregninger viste, at hallen måtte regne med et årligt underskud på 750.000 kroner på driftsbudgettet, hvis man optog dette lån. Med de sidste 10 mio. kroner fra Hjørring Kommune og Sparekassen Vendsyssel vil driftsbudgettet balancere. Vråhallen brændte ned til grunden søndag 14. maj i fjor til stort chok for folk i Vrå. Ikke mindst områdets idrætsforeninger fik en alvorlig bét ved branden, som gjorde dem ”hjemløse”. Branden viste sig senere at være påsat af tre 16-17 årige drenge, som fik betingede domme for ildspåsættelsen ved byrettet i Hjørring. Drengene havde nok ikke forestillet sig, at det skulle gå så galt, da de satte ild til en container, som stod under et halvtag ved Vråhallen. Den nye hal bliver større end den gamle. Helt præcist 2000 kvm større. Den nye hal bliver reelt to haller, som kan slås sammen med en mobil skillevæg. Den ny Vråhal får desuden to squashbaner samt møderum og bedre forhold for motionscentret. Kommunen får sund by butik i hallen. Den nye hal ventes at være klar til åbning inden jul. allan.vinding.soerensen@nordjyske.dk