Vraget Fox-spiller scorer kanonkontrakt i Bundesligaen

Lejlighed med udsigt over Elben, bil, godt civilt job og håndbold på højt niveau venter Line Kiærskou

FREDERIKSHAVN:Efter en halvskidt sæson hos håndboldens liga-nedrykkere fra Fox Team Nord blev 24-årige Line Kiærskou vraget til den kommende sæson, men i stedet har hun fået en kanonkontrakt i den tyske Bundesligaklub Buxtehude, hvor hun indleder den nye karriere 12. juli. - Alene min lejlighed på 85 kvadratmeter med udsigt over Elben er det hele værd, jubler den lille frederikshavner, der med i kontrakten med tyskerne også kan glæde sig over at få bil stillet til rådighed og ikke mindst et attraktivt civilt job med 25 ugentlige timer i shippingbrancen. - Og så får jeg så god en løn for at spille i Buxtehude, at jeg reelt kunne have levet udelukkende som håndboldspiller. Det ønsker jeg imidlertid ikke, og da mit nye, civile job samtidig kan give mig gode tyskkundskaber, tager jeg det hele med, siger Line Kiærskou, der glæder sig meget til at spille i den tyske liga. - I første omgang var jeg nedtrykt og ked af ikke at få lov til at spille Fox Team Nord op igen, men med udsigt til at spille på et stærkt hold i Buxtehude, hvor tingene bare er i orden, har jeg svært ved at bevare pessimismen. Drømmekontrakt - Der er reelt tale om en kontrakt, som jeg slet ikke havde drømt om. Den tyske storspiller, Gritt Jurack, har jeg talt meget med inden mit klubskifte, og hun har gjort mig klart, at jeg har gode chancer for at klare mig i Bundesligaen. - I tysk håndbold er de knap så teknisk dygtige som i den danske liga, så jeg satser på at kunne begå mig på en god teknik. Og så håber jeg rent håndboldmæssigt at få mere råstyrke og mere selvtillid. - I Tyskland trænes der langt mere i styrketræning end herhjemme, og jeg kunne godt trænge til at blive noget hårdere i mit spil, siger Line Kiærskou. Den tidligere Fox-spiller kan også se frem til kampe i Europa Cup'en med sin nye, tyske klub, der sluttede som nummer fire i Bundesligaen sidste sæson. - I den forestående sæson satser klubben på at komme med i slutspillet om medaljer, og det falder fint i tråd med mine egne ambitioner, som bestemt slet ikke er mættet endnu.