Vraggods flyder ikke mod Aalborg DH

Aalborg DH skal ikke fiske spillere i konkursboet SK Aarhus. Det siger cheftræner Allan Heine

1
Galleri - Tryk og se alle billederne.

Aalborg DH's cheftræner Allan Heine må se forgæves efter eventuelle forstærkninger fra SK Aarhus. Foto: Claus Søndberg

Et dusin ligaspillere står ellers til at skulle finde et nyt sted at spille håndbold heriblandt de tidligere Frederikshavn Fox-spillere Ditte Marie Andersen og Thilde Mathiasen. De skal dog ikke forvente, at Nordjyllands enlige liga-hold, Aalborg DH, står klar med kontrakttilbud til dem eller nogen af deres holdkammerater. - Jeg ved, at vores økonomiske ramme er brugt, og der skal ske noget ekstraordinært, hvis vi skal tænke i den retning. Så umiddelbart skal vi ikke have nogen spillere ind, siger cheftræner Allan Heine. Konkursen hos SK Aarhus får konsekvenser for Aalborg DH. I første omgang mister de en konkurrent til den sjette og sidste slutspilsplads, som klubben er i spil til. Samtidig mister hajerne også de to point, som de hentede i Aarhus for knap en måned siden.