Aalborg

Vred lejer klar til retssag

Kvinde stod nummer et på ventelisten til sin drømmelejlighed. Men så blev lejligheden pludselig givet til én i boligafdelingens bestyrelse.

Pia OTTOV fik ret af beboerklagenævnet og håber nu på en tilsvarende afgørelse i boligretten. Foto: Torben Hansen

Pia OTTOV fik ret af beboerklagenævnet og håber nu på en tilsvarende afgørelse i boligretten. Foto: Torben Hansen

Pia Ottov fra Pandoravej i Aalborg er nu klar til en retssag mod Alabu Bolig, der administrerer den boligafdeling, hvor hun bor. Den vrede lejer oplyser, at hun fredag afleverede stævningen til boligretten, som dermed kommer til at tage stilling til, om hun skal have tildelt sin drømmelejlighed på Pandoravej. En stuelejlighed, hun stod nummer et på ventelisten til, men som i stedet blev givet til en anden kvinde, som sidder i boligafdelingens bestyrelse, og som kunne fremvise en lægeattest vedrørende en skulderskade. Ifølge Pia Ottov lugter hele sagen af nepotisme. Efter forgæves at have klaget til Alabu, klagede hun til kommunens beboerklagenævn, som gav hende ret i, at hun skulle have haft lejligheden, og at Alabus håndtering af sagen var ulovlig. Advokathjælp Da lejligheden allerede er tildelt den anden kvinde med overtagelse 1. marts, så beboerklagenævnet dog ingen mulighed for at omgøre Alabus beslutning. Derfor er boligretten nu Pia Ottovs sidste mulighed. Hun har ventet med stævningen, indtil hun havde overblik over eventuelle økonomiske konsekvenser, men både Lejernes LO og to advokater har de seneste dage vurderet, at hun ikke kan komme til at hæfte for Alabus eventuelle mistede lejeindtægt, oplyser hun. Lejeindtægten er et tema, fordi Alabu-direktør John Hjelm ifølge Pia Ottov har gjort hende opmærksom på, at lejligheden vil komme til at stå tom under en eventuel retssag. Stor opbakning fra naboer Inden retssagen har Pia Ottov opbakning fra en stor del af sine naboer, som har reageret på et brev, hun sidste weekend omdelte i boligafdelingens postkasser. - Beboerne i 23 af de 44 lejligheder har tilkendegivet, at de støtter min sag og mener, at Alabu skal følge beboerklagenævnets afgørelse. To ønsker ikke at tage stilling, og resten har jeg ikke hørt fra, fortæller hun. Pia Ottov afleverede støtteerklæringerne på Alabus kontor forleden, men har ikke fået nogen reaktion fra John Hjelm. Det er ikke lykkedes NORDJYSKE at få en kommentar fra John Hjelm vedrørende beboerflertallets holdning og lejlighedens status efter 1. marts.