Vred mand sparkede politibetjent

Dørmænd og politi i fælles indsats mod uromagere. En 35-årig mand ville ikke anholdes og sparkede betjent

HJØRRING:Lørdag nat måtte dørmænd på et diskotek i Søndergade i samarbejde med Hjørring Politi sætte en stopper for et slagsmål i gaden. Da politiet kom, havde dørmændene allerede passificeret to mænd, som de havde lagt ned på vejbanen. Herfra tog politiet over, og det gik også problemfrit med den ene mand, en 26-årig mand fra Vejle. Men den anden, en 35-årig mand fra Horsens, var meget imod at skulle ind i politibilen. - Han var slet ikke interesseret i frivilligt at tage benene ind i bilen, han strittede meget imod og var noget grov i sit sporgbrug, og så sparkede han en betjent over benet, fortæller vagthavende ved Hjørring Politi. Manden var i håndjern, og trods hans modstand endte det alligevel med, at han også kom med i detentionen. Søndag blev de to mænd afhørt, og de er blevet sigtet for henholdsvis vold mod tjenestemand i funktion, som kan give fra bøde til seks måneder, og for overtrædelse af restaurationsloven. NORDJYSKE skrev for nylig om det øgede samarbejde mellem restauratørerne i Hjørrings natteliv og politiet. Der er kommet mere vold i Hjørring end tidligere, men en del af forklaringen er også, at politiet og restauratørerne gør en fælles indsats og jævnligt mødes for at aftale linien overfor voldsmændene. - Vi samarbejder med restauratørerne og skrider hurtigere ind overfor ballade end vi gjorde tidligere, sagde, siger Kurt Bech Madsen. Og restaturatørerne er helt med på den, for de er også interesserede i at få mere fred i nattelivet. - Vi tolererer mindre og tilkalder hurtigere politiet, sagde indehaver af diskoteket Buddy Holly, Per Møller.