Vred partileder udfordrer Åkesson til ny tv-duel efter skænderi

Efter en hård ordveksling i tv-debat fortsætter lederne af Centerpartiet og Sverigedemokraterna diskussionen.

Centerpartiets leder, Annie Lööf, sagde klart fra over for Sverigedemokraternas partileder, Jimmie Åkesson, under en debat om indvandring på SVT fredag aften. Nu udfordrer hun ham til en ny politisk duel. Foto: TT News Agency/Reuters
Politik 8. september 2018 11:11 - Opdateret 9. september 2018 09:28

Efter et politisk skænderi i tv-studiet hos den statslige svenske tv-kanal, SVT, mødes to af kamphanerne sent lørdag aften i en ny debat om indvandring.

Knap to timer efter, at SVT-debatten var slut fredag aften, sendte Centerpartiets leder, Annie Lööf, en udfordring til Sverigedemokraternas partileder, Jimmie Åkesson.

- Åkesson kan jo ikke stå uimodsagt. Mød mig i valgkampens sidste debat i morgen, Jimmie Åkesson, skrev Lööf på Twitter.

Kun 20 minutter senere takkede Sverigedemokraternas leder ja til udfordringen.

Lööf og Åkesson fortsætter debatten, hvor de slap på SVT, nemlig om temaerne integration og indvandring.

Denne sidste debat finder sted klokken 22.45 på tabloidavisen Expressens net-tv, kun ni timer inden, at valglokalerne åbner.

Fredag aften gik bølgerne højt i SVT's studie, hvor Jimmie Åkesson stillede spørgsmålet om, hvorfor indvandrere har svært ved at få arbejde i Sverige.

- Det er fordi, at de ikke er svenskere. De passer ikke ind i Sverige, og det er klart, at så er det svært at få et job. Så må man jo få forudsætninger for at blive netop svensk, sagde han.

Det fik Annie Lööf til at slå næven i bordet og afbryde Åkesson.

- Hvordan er det, du udtrykker dig, råbte hun vredt.

- Hold op med at råbe og skrige i hver debat, svarede Åkesson.

Efter debatten tog SVT's debatleder, Martina Nord, afstand fra Åkessons udtalelser. Det har vakt vrede hos Sverigedemokraterna, som lørdag formiddag holder møde med SVT's ansvarlige for valgdækningen.

Svenskerne går til valg søndag.

/ritzau/TT

chat_bubble Kommentarer keyboard_arrow_down

Log ind for at kommentere.
Henter artikler...
Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...