Vrede koncert- gæster vil have penge tilbage

Tylstrup 10. september 2002 08:00

TYLSTRUP: Dønningerne efter lørdagens regndrukne vindmøllekoncert Aero i Gl. Vrå Enge med Jean-Michel Jarre fortsatte mandag længe efter, at det søndag lykkedes med terrængående køretøjer at få de sidste fastkørte biler trukket fri af de helt opkørte parkeringsarealer på de våde enge ved Tylstrup. Vrede tilhørere kræver nu penge tilbage, for trods overvejende flotte anmeldelser og publikumsreaktioner på selve Jarres show-knaldperle med lys, lyd og fyrværkeri, så følte en del tilskuere sig snydt. Kun få timer efter at de første publikummer med timelange forsinkelser var sluppet ud af pløret og nået hjem, begyndte utilfredse mails at poppe ind på den officielle Aero-hjemmeside. - Hvis ikke Muskelsvindfonden reagerer på min henvendelse, er jeg parat til at pudse en advokat på dem - først og fremmest for at få en officiel undskyldning for et arrangement, de ikke kan være bekendt, mener Christian Andersen, Struer. - Jeg havde glædet mig meget til koncerten og købt en dyr VIP-billet, fordi jeg var ude og rejse og ikke nåede at købe en almindelig billet. Når man betaler knap 2000 kr. for et arrangement, hvor en almindelig billet koster 200, kan man med rette kræve, at tingene fungerer. Men der var stort set intet omkring arrangementet, der fungerede bortset fra selve Jarres show, som var en stor oplevelse, siger Christian Andersen Sammen med seks venner havde han for 2000 kr. per næse indløst VIP-billetter med buffet og fri bar på en særlig tribune. Men valutaen for det arrangement var efter hans mening så ringe, at de nu vil kræve halvdelen af billetprisen refunderet af den praktiske arrangør, Muskelsvindfonden. Tilsvarende krav giver en række andre utilfredse gæster udtryk for på hjemmesiden. Muskelsvindfonden opfordrer utilfredse gæster, der føler sig dårligt behandlet i forbindelsen med afviklingen af Aero til skriftligt at sende deres klager direkte til fonden. Derefter vil fonden vurdere, om der i konkrete tilfælde er grundlag for at refundere folks billetudgifter. 1. sektion side 5

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...