Børneporno

Vrede over få oplysninger om sag om børneporno

- Kommunen burde have informeret hurtigere og både personale og forældre skulle for flere dage siden have været tilbudt hjælp til at håndtere situationen. Ordenene kommer fra en mor til et barn i Børnehaven Sønderholm, hvor en pædagog over for politiet har erkendt, at han på sin private computer har haft børneporno.

Den 35-årige pædagog er suspenderet fra sit arbejde, og det blev forældrene til de 45 børn i børnehaven i aftes orienteret om. NORDJYSKE Stiftstidende kunne i fredags fortælle om sagen, og fredag eftermiddag blev forældrene indkaldt til møde i børnehaven mandag aften. - Det er alt for sent, kommunens socialforvaltning gør noget. Vi måtte gå en hel weekend og vente på, hvad kommunen kunne oplyse. - Både nogle forældre og personale fik et chock, da de i fredags hørte om sagen, og en hel weekend er langt tid at gå og vente. Kommunen burde langt hurtigere have hjulpet både personale og forældre med at håndstere sagen, siger en mor. Ingen af de forældre, som NORDJYSKE Stiftstidende har talt med ønsker at få deres navn frem, men moderen fortsætter: - I den situation, som opstod i fredags, da vi blev indkaldt til møde mandag aften, blev mange forældre chokerede. Nogle har sikkert været fristet til at stille spørgsmål til deres børn, som det måske ikke er så klogt at stille til børn. Mandagens møde for forældrene varede fem kvarter. Fra Aalborg Kommunes socialforvaltning deltog bl.a. lederen af den pædagogiske afdeling Margrethe Hurup. Hun siger: - Jeg forstår godt forældrenes reaktion. Men først fredag mente vi at have grundlag for at indkalde forældrene til møde. Vi har undersøgt børnehavens computer, og vi har ikke nu grundlag for at formode, at det er foregået noget forkert i børnehaven. Pædagogen har til sin computer egen downloadet børneporno. Det er foregået hos ham privat. Derfor har det taget tid, inden vi har haft grundlag for at informere forældrene, og pædagogen har som ansat ved kommunen krav på en retssikkerhed, siger Margrethe Hurup. Forældrene til de 45 børn i børnehaven blev på mødet i går orienteret om, at poltiet har sigtet den 35-årig pædagog for at være i besiddelse af børneporno. Op til at sagen kom frem har pædagogen, der også var FDF-leder, i nogen tid været sygemeldt. For kort tid siden meddelte han FDF, at han af personlige grunde ønskede at stoppe som leder. Politiet i Aalborg rejste sigtelsen mod pædagogen efter henvendelser fra Rigspolitiet og fra politiet i Løgstør, der var stødt på pædagogens navn i forbindelse med en anden sag om børneporno.