Udland

Vreden ulmer i Egypten

Politikere og aktivister er i chok over forfatningsdomstols afgørelse om at opløse parlamentet.

Vreden ulmer i Egypten

Millioner af egyptere bad for landets fremtid, da moskéerne kaldte til fredagsbøn over hele landet.

Men hvor fredagsbønnen tidligere har været startskud til store demonstrationer i Egypten, var kun nogle hundreder samlet på Tahrir-pladsen sidst på eftermiddagen for at protestere mod gårsdagens kontroversielle domstolsafgørelse.

Egyptens regerende militærstyre (SCAF) sendte fredag den officielle ordre til parlamentets underhus om, at det skal opløses, skriver avisen al-Ahram.

Politikere og aktivister udtrykker frygt for, at SCAF vil forsøge at blive på magten så længe som muligt for at sikre en vis politisk indflydelse og hærens ikke ubetydelige økonomiske interesser.

- Hvad skete der med rettighederne for de 30 millioner vælgere, der deltog i parlamentsvalget, kun for at se parlamentet blive opløst og deres rettigheder blive ignoreret, spørger Enjy Hamdy fra 6. April-bevægelsen, som var blandt aktørerne under sidste års oprør mod præsident Hosni Mubarak.

Mange egyptere frygter en konfrontation, men indtil videre er landet mest præget af forvirring.

Det Muslimske Broderskab - som sidder på en solid del af parlamentets pladser - advarer om, at Egyptens skrøbelige demokrati er truet, og at en ny revolution vil ramme landet, hvis præsidentvalget i denne weekend ikke er frit og retfærdigt.

- Urent spil vil udløse en omfattende revolution mod forbryderne, en revolution der vil vare ved, til vi fuldt ud har nået målene fra revolutionen 25. januar sidste år, tordnede Det Muslimske Broderskabs præsidentkandidat, Mohamed Mursi.

SCAF meddelte fredag, at opløsningen af parlamentet ikke får konsekvenser for præsidentvalget, der gennemføres som planlagt.

Den øgede politiske ustabilitet fik fredag kreditvurderingsbureauet Fitch til at sænke in rating af Egypten et nøk fra BB- til B+.

/ritzau/