Vrensted i samarbejde med naboklubber om ungdoms-fodbold

Alle tre klubber får glæde af samarbejdet.

VRENSTED:Vrensted Idrætsforening er gået i samarbejde med naboklubberne GVL Løkken og Hundelev Boldklub omkring ungdomsfodbold. Det oplyste formand for Vrensted Idrætsforening, Tommy Pedersen, på generalforsamlingen. Han mener, at det er det eneste rigtige. - Uden et samarbejde med andre klubber kan vi ikke selv stille hold i alle rækker, og det ville være synd. Ved at indgå i et samarbejde, kan der bliver flere spillere. Et udvalg, der består af medlemmer fra de tre klubber, skal drøfte samarbejdet mere i detaljer. Vrensted Idrætsforening er i udvalget repræsenteret med Kurt Hansen og Søren Larsen. Tommy Pedersen kunne oplyse, at der i klubsamarbejdet bliver 40 miniputspillere, hvilket indebærer, at der bliver et 11-mands og tre syv-mands hold. - Et sådant samarbejde kræver selvfølgelig, at der er nogle folk, der vil yde en indsats, sagde Tommy Pedersen. Ellers beklagede han, at der ikke har været den store opbakning til senior-fodbolden. Han så gerne, at flere deltager i træningen. Den tidligere kampbane trænger til at blive repareret efter at et læhegn er fældet. Der rettes nu henvendelse til Løkken-Vrå Kommune med en opfordring om at opfylde løftet. Løkken-Vrå Kommune har lovet at planere banen, oplyste Tommy Pedersen. Fest i én dag De traditionelle idrætsdage blev i 2002 skåret ned til en dag med blandt andet ungdoms-fodbold og en lokal senior-turnering, ligesom der var en aftenfest med spisning i skolens gymnastiksal. - Men den rette stemning kan ikke opnås i en gymnastiksal, så vi prøver at finde en anden løsning. Der kom 70-75 til aftenfesten. Dog er det planen, at foreningen vil fortsætte med kun at holde fest en dag. Der er monteret en ekspeditionsluge fra cafeteriet, og den havde foreningen stor glæde af under idrætsdagen. Ny parkeringsplads Der er anlagt ny parkeringsplads ved klubhuset, men det var også hårdt tiltrængt, idet der var meget pløret. Tommy Pedersen kunne oplyse, at der arbejdes på at etablere en ny plads ved skole, klubhus, spejderhus med mere. Det er et projekt til næsten en million kroner plus moms. - Men så bliver der også skønt. Vejen hæves, men der kan køres langsomt forbi skole, spejderhus med mere. Foreningen tæller 325 medlemmer, men omregnet er der 486 aktivitetsmedlemmer. det er en mindre tilbagegang. Formand for håndbold-afdelingen, Berit Bøjstrup, kunne se tilbage på et aktivt år. Hun kunne fortælle, at der ikke bliver sommer-håndbold i år. - Spillerne ønsker en pause oven på en hektisk vintersæson. Berit Bøjstrup oplyste, at der er indledt et samarbejde med Tolstrup-Stenum Idrætsforening omkring drengepuslinge og damejunior. Der spilles på skift i Stenum og Løkken. Klubben har i denne sæson 13 hold - ni ungdomshold og fire seniorhold. Det er tre seniorhold flere end sidste sæson. Berit Bøjstrup oplyste, at der er kommet tilgang af spillere fra Vrå, der ikke har hold i alle rækker. Et arrangement med Lotte Kierskov blev aflyst, men der satses på at gennemføre det i år. - Håndboldafdelingen tæller 190 medlemmer, og det er fint i en by af Vrensteds størrelse, sagde hun. Det koster 290.000 kr. at drive den store afdeling. Gymnastikafdelingen er også en af de store afdelinger. Som noget nyt blev årets opvisning holdt i Stenum Hallen. Der kom 250. - For første gang var der siddepladser til alle, fortalte Bente Pedersen, der er formand for gymnastik-afdelingen. Gymnasterne plejer at give opvisning i Vrensted Forsamlingshus, men her er pladsen efterhånden blevet for trang.Der er 147 gymnaster i afdelingen. Dilettanten blev genoplivet i fjor med Gert Jensen fra Børglum som instruktør, og det blev en succes. Stykket, der blev opført var "Kærlighed og buler i bilen".