Vrensted-købmand overtager Børglum-butik

Halvanden uges ferie på 32 år - Kirsten Bruun har solgt butik til Karina Jensen, der også har Kwik Spar i Vrensted

Thomas Nielsen
Ka­ri­na Jen­sen dri­ver i for­ve­jen Kwik Spar, Vren­sted, som hun ejer sam­men med sine for­æld­re - nu er fa­mi­lie­fore­ta­gen­det klar til bu­tik num­mer to. FOTO: HEN­RIK LOUIS
Detailhandel 25. august 2007 06:00

BØRGLUM: Nedtællingen er for alvor gået i gang for Kirsten Bruun, der om få dage har ekspederet den sidste kunde i købmandsbutikken i Børglum. Hendes mand døde tidligere på sommeren i en alder af 65 år, men allerede inden havde købmandsparret Kirsten og Hans Bruun fast besluttet på, at butikken skulle overdrages til en ny købmand. - Der har været tre seriøse interesserede, der ville købe butikken. Vi nåede at være i butikken i omkring otte år, og det betyder da noget for mig, at det som er skabt nu føres videre, siger Kirsten Bruun. Det er Karina Jensen, som i forvejen driver Kwik Spar i Vrensted, der sammen med sin far og mor har købt købmandsbutikken i Børglum. Postbutik lukker - Jeg regner med at skulle være i butikken i Børglum i opstartsfasen, men ellers er det min svigerinde, Stine Dam, der skal der i det daglige, fortæller Karina Jensen, der i øvrigt ejer de to butikker sammen med faderen og moderen. Det bliver de store ændringer, kunderne kommer til at mærke fra næste måned, hvor overtagelsen bliver en realitet. Umiddelbart fastholdes de samme åbningstider, dog skrottes det såkaldte bake off-system i butikken, hvor købmanden bager brødet i store stålovne - i stedet kommer der frisk brød fra bageren i Øster Brønderslev. Butikken lukker allerede til middag fredag 31. august og holder lukket lørdag, så de nye ejere kan få talt varer op - søndag skulle Karina Jensen så være klar til at slå dørene op. Fra 1. september har Post Danmark også valgt at lukke postbutikken hos den lokale købmand i Børglum, og kunder henvises i stedet til postbutikken i Vrå Boghandel. Åndelig føde på efterløn Kirsten Bruun er lige fyldt 62 år og klar til at skifte tilværelsen bag disken ud med efterløn. - Jeg havde halvanden uges ferie i april, hvor vi var i Sydafrika, og det er den eneste ferie, jeg har haft i 32 år, så nu venter verden på mig. Jeg er klar til en masse kultur og åndelig føde - jeg skal til at gå i biografen og teatret siger Kirsten Bruun. Hun satser på også at klemme svømning og musikundervisning ind i det, der efterhånden godt kunne lyde som et ret sammenpresset efterlønsprogram ...

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...