Håndbold

VRI gav Sindal en gave

SINDAL: En pokalkamp mod lokalrivalerne fra Fox Team Nord er altid vigtig for en klub som "lillesøstrene" i Sindal IF, men Sindal-træner Søren Brink har alligevel mere fokus på lørdagens hjemmekamp i kvindernes 1. division i håndbold mod et andet af topholdene, Team Esbjerg. - Vi fik en gave i den forgangne weekend, da Skjern tabte til VRI. Det betyder, at vi selv kan afgøre, om vi vil slutte på den tredjeplads, der udløser kvalifikationskampe til HåndboldLigaen, siger han. Søren Brink understreger derfor, at pokalopgøret mod Fox Team Nord, trods formodet stor tilskuertække, ikke er nær så betydningfuld som kampen mod Team Esbjerg. - Den tredjeplads er trods alt det, vi har spillet for hele sæsonen, og sådan håber jeg også, spillerne ser på det, fortsætter han. Det gør målvogterske Hanne Frandsen, der knæskadet vendte tilbage til barndomsklubben Sindal IF fra netop Fox Team Nord op til denne sæson. - Det bliver sjovt at spille mod Fox Team Nord, og vi kan primært bruge kampen til at komme op i det rette gear til på lørdag mod Team Esbjerg, siger Hanne Frandsen, der kan se tilbage på fire operationer i sit venstre knæ. - Det var derfor, jeg vendte tilbage til Sindal. Jeg håbede, at mindre træning ville gavne mit knæ, og det er blevet bedre og bedre i løbet af sæsonen, siger den tidligere landsholdskeeper. Sindal mønstrer noget nær stærkeste opstilling til pokalkampen i aften.jeri