Detailhandel

VT SuperBest er vokset til 850 kvm. i Hjallerups midtby

HJALLERUP:Lokalerne i den nye VT SuperBest i Hjallerup er næsten klar, og hylderne ved at blive fyldt op. Slagteren har gang i den nye slagterforretning, som er en af de store gevinster for købmand Ole Dige, Asaa, der nu råder over 850 kvadratmeter butik i stedet for de 250, som VT SuperBest i Hjallerup havde. Eller har lige op til åbningen søndag 6. marts. Forretningerne er dog lukkede fredag og lørdag. Ved købet af SuperBrugsen fik Ole Dige og sønnen Anders Dige også mulighed for at ligge tættere ud til byen og p-pladsen. Forretningen i Hjallerup har fået helt nyt flisegulv, indgangsparti og seks meter postkontor og frugt- og grøntafdeling, der kan lukkes af for natten. Slagterafdelingen skal foruden at levere pakkede varer til kølediskene også fungere som slagterbutik, og bliver hermed byens eneste slagterbutik. Og som noget helt nyt bliver der et "eksotisk hjørne" i kolonialafdelingen med krydderier og produkter fra fjerne egne. Anders Dige bliver daglig leder sammen med butiks-chef Simon Aagaard. Der tilføres tre nye medarbejdere, en butiksassistent, en slagter og en dame fra Post Danmark, som er bosat i Hjallerup. Ombygningen er foretaget af lokale håndværkere. Overtagelsen af SuperBrugsen skete i december, og hermed sluttede Superbrugsens mangeårige tilstedeværelse i Hjallerup. Som en nærmest historisk og mindeværdig begivenhed åbnes forretningen kl. 10, med at de to legendariske købmænd i Hjallerup, købmand Raunholt og købmand Østergaard, kommer i deres gamle kitler og klipper snoren over med deres rigte købmandssakse.