Ungdomsuddannelser

VUC venter i spænding på prisen

VUC på Skolevangen i Hjørring må vente nogle måneder på at få at vide, hvad de må betale, hvis de vil købe bygningerne.

Vuc's bygninger stammer fra 2001. Endnu ved institutionen ikke, hvad de skal koste. Arkivfoto: Kurt Bering

Vuc's bygninger stammer fra 2001. Endnu ved institutionen ikke, hvad de skal koste. Arkivfoto: Kurt Bering

En række uddannelsesinstitutioner landet over får i disse dage besked på, hvad de skal give for at købe deres egne bygninger. Det er institutioner, som tidligere blev drevet af amterne. I forbindelse med kommunalreformen blev de selvejende uden dog at eje bygningerne, som i øjeblikket ejes af Undervisningsministeriet, altså staten. Naboen, Hjørring Gymnasium og HF Kursus, fik før jul besked på, at de må betale 47 mio. kr., hvis de vil købe gymnasiet, der blev opført for 50 år siden. - Nu har foreløbigt gymnasierne fået besked, mens vi må vente. Vores situation er lidt kompliceret, fordi gymnasiet og VUC ligger på samme matrikel, siger afdelingsleder Jens Johan Christensen. Købeprisen afhænger blandt andet af evnen til at betale - altså hvor mange kursister der er. Og på et VUC afhænger det meget af konjunkturerne. - Det tager jeg nu meget roligt. Det bliver beregnet ud fra en række år. Men det er da klart, hvis vi en dag ingen kursister har, så er betalingsevnen ikke så stor, siger Jens Johan Christensen. Det er nu ikke problemet i øjeblikket. Bygningerne på Skolevangen er fyldt til bristepunktet, og kommer der endnu flere kursister til, må man ud og leje lokaler. VUC's bygninger er opført og indviet i 2001. Jens Johan Christensen forventer, at det bliver april, før man får et købstilbud fra Undervisningsministeriet. Det er også muligt at lade staten beholde bygningerne og leje sig ind.