Vugge for mange succeser

Historisk fabriksbygning rives ned i denne uge

NØRRESUNDBY:Pudset slår revner, haven gror vildt og et vindue er baldret. Indenfor vokser vandpytterne, og nedenunder gulvet gemmer sig giftige rester af fortidens aktiviteter. Ikke desto mindre har den gamle, hvidmalede bygning dannet ramme om en række af virksomheder, hvoraf flere har fået international succes. Mange af husene i kvarteret er bygget af de cementmursten, som blev fremstillet her på Amalievej 1 i Nørre Uttrup. Og mens disse huse formodentligt kommer til at stå mange år endnu, så forsvinder deres ophav - den gamle, faldefærdige fabriksbygning - snart. I denne uge begynder nedrivningsarbejdet, og om et lille års tid skal fem andelsboliger stå klar til indflytning. Minder forsvinder Dermed forsvinder de sidste fysiske minder fra dengang en lille dreng løb rundt på fabrikken og legede mellem voksne mænd, der støbte store mursten og fliser af cement ved ren håndkraft. I naboen John Johnsens hukommelse lever drengen dog videre i bedste velgående. For han var den dreng, der løb og legede på fabrikken fra han var tre år gammel. I 1925 flyttede han ind på Amalievej nummer 3 med sine forældre, og her bor han endnu, og kan fortælle om fabriksbygningens omskiftelige historie. Fra første verdenskrig Den blev opført engang under første verdenskrig, og frem til sidst i trediverne var her cementstøberi. John Johnsen husker, hvordan den åbne plads foran og omkring bygningen var fyldt med cementvarer af alle slags. Cementrør, fortovsfliser, cementmursten med mere stod til tørre, indtil de kunne bruges. Nu - i en alder af 81 - har udsigten til at den gamle bygning snart forsvinder fået John Johnsen til at kaste sig ud i en større research af stedets historie. Han har fundet frem til, at pladsen og fabriksbygningen i sin tid var en afdeling af det dengang kendte Petersværk Cementstøberi og Betonvarefabrik, som havde kontor og hovedafdeling på Østergade 66 i Nørresundby. I sidste halvdel af trediverne blev produktionen flyttet ned på det gamle ØK område for enden af Stigsborgvej i Nørresundby, hvor det i dag hedder IBF Beton. Under besættelsen blev fabriksbygningen lejet ud til lastbilvognmand Kofoed, der havde tre lastbiler kørende på Flyvestation Aalborg. Værnemageri - Det var jo værnemageri, men det er ikke noget at bore i. Han var en flink mand, mindes John Johnsen. Efter krigen købte Carl Frederik Mortensen stedet og startede firmaet Nordjysk Metal Industri, der senere skulle blive til JUN-AIR A/S. Nordjysk Metal producerede i første omgang tilbehør til cykler, udstyr til lystfiskere og galvanisk overfladebehandling, men senere også verdens mest lydsvage kompressor JUN-AIR. Den var en stor succes og gav anledning til firmaets navneforandring. I dag ligger JUN-AIR på Sundsholmen i Nørresundby, og over 95 procent af produktionen eksporteres over hele verden. NGI's vugge I 1976 flytter fabrikant Knud Nygård fra Østergade 3 i Nørresundby ind bygningen på Amalievej med sin lille virksomhed Nordjysk Gummi Industri. Og igen er den gamle fabriksbygning ramme om en ekspanderende, international succes. Virksomheden fremstiller gummi- og metalforbindelser - især rustfrit stål, som blandt andet bruges i fødevare- og medicinalvareindustrien. Den ender med at eksportere 90 procent af sin produktion, må tage navneforandring til NGI af hensyn til de mange udenlandske kunder, og i 1990 flytter NGI til Virkelyst 5 i Nr. Uttrup for at få mere plads. Siden har den gamle fabriksbygning stået tom det meste af tiden. Og snart er den altså jævnet med jorden. Med i specialbog - Men det er da spændende, at flere internationale firmaer er født derinde, synes John Johnsen. Det synes lederen af Sundby Samlingerne, Ketty Johansson, også. Derfor kommer John Johnsens viden og minder om stedet ikke til at gå i glemmebogen, men i stedet i en specialbog om Nr. Uttrup i nittenhundredetallet. Den skal udgives af Nørresundby/Sundby-Hvorup Lokalhistoriske Forening, der allerede er godt i gang med at indsamle materiale.