Vurderingsdag i Tversted

Vi kender det alle. Nysgerrigheden efter at vide noget om maleriet fra onkel Anders eller historien bag stemplet på Mormors sølvtøj, der ligger sirligt indpakket i skuffen i chatollet.

Det er tid til vurderingsdag hos Lykkegaards. Arkivfoto: Kurt Bering

Det er tid til vurderingsdag hos Lykkegaards. Arkivfoto: Kurt Bering

Tiden går, og man får ikke taget sig sammen til at finde ud af det. Måske er det ikke noget værd, og så sparer man da sig selv for den skuffelse. Nu bliver der lejlighed til at tage skilderiet ned fra væggen og sølvtøj og spisestel frem fra gemmerne. På Lykkegaard i Tversted, hvor der til daglig drives galleri og marskandiserbutik, afholdes igen vurderingsdag, hvor alt og alle kan være med. Indehaver af Nordjysk Auktion, Peter Holm, vurderer indbo, kunst og varia, og Lykkegaards indehavere, Mads Ejlersen & Jens Guldsmed-Thomsen, vurderer Aluminia fajance, dansk porcelæn og hvad der ellers falder ind under marskandiserbutikkens varesortiment. Af pladshensyn frabedes større møbler - her er det oftest tilstrækkeligt at medbringe et foto. Arrangementet finder sted søndag 25. maj 2008 i tidsrummet klokken 13-17 på adressen Bindslevvej 54. Alle er velkomne.