VW åbner for foråret

Golf på vej som cabriolet

Golf 25. februar 2011 10:24

Herrefed eller tøselækker? Nogle vil nok finde det kuperede look på den nye VW Golf Cabriolet med kort bagdel og blødt stoftag feminint, andre ser måske muskler og testosteron, mens et par stykker trækker på skuldrene og bare siger nå ja. Under alle omstændigheder er det sikkert og vist, at den helt nye åbenbaring fra Volkswagen kommer til Danmark i løbet af maj, og lige tids nok til, at man rigtigt kan nyde den forhåbentligt lange sommer. Taget skulle folde sig sammen på 9,5 sekunder, takket være elektrohydraulik og man kan køre stofkalechen op og ned ved hastigheder op til 30 km/t. Designmæssigt har Golfen en ændret front i forhold til de kendte modeller og naturligvis har cabrioleten det nye udtryk med LED-lygtebånd. Alligevel ligner bilen den tilsvarende Audi A3 Cabriolet til forveksling. Der bliver seks forskellige motorvarianter at vælge imellem, fra 105 til 210 hk. Priserne er ikke fastlagte endnu, men en A3 Cabriolet med samme basismotor på 105 hk, koster 390.000 kroner.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...