VW giver ny, stor ordre til Migatronic

Migatronic Automation A/S i Aabybro skal levere svejserobotter til den tyske bilproducent

Henrik Strømgaard
2007 er gået bedre end forventet for svejsemaskinefabrikken Migatronic med hovedkvarter i Fjerritslev.
Biler 25. august 2007 06:00

AABYBRO: Migatronic Automation A/S i Aabybro, som er et datterselskab i Migatronic-koncernen, har netop vundet endnu en ordre hos den tyske bilproducent VW’s datterselskab Sitech. Migatronic Automation oplyser, at ordren er på et to-cifret millionbeløb, og den første levering finder sted i løbet af efteråret. Ordren opfatter flere ting. Dels er der tale om en ombygning og udvidelse af et anlæg, der blev leveret til VW-selskabet i 2003 og 2004. Dels skal der leveres et antal nye svejserobotter. Leveringen går til den VW-fabrik, der fremstiller bilsæder nær Polkowice i den sydlige del af Polen. Den første ordre indeholdt blandt andet 75 robotter samt et stort antal svejsemaskiner fra Svejsemaskinefabrikken Migatronic A/S. - Det er en stor tillidserklæring fra VW, siger Peter Roed, som er bestyrelsesformand for Migatronic Automation. Han bekræfter, at der er stigende interesse i bilindustrien for koncernens produkter. - Efter et par svære år er der nu igen kommet gang i hjulene hos den tyske automobilindustri, og det er glædeligt, siger Peter Roed. Den nye ordre har stor betydning for Migatronic. Den kaldes udslagsgivende for, at Migatronic satser på et helt nyt forretningsområde. - Vi vil nu gå målrettet mod bilindustrien og etablerer derfor et selvstændigt forretningsområde under navnet Migatronic Automotive, forklarer Peter Roed og fortsætter: - Med dette tiltag håber og tror vi på at kunne hente ordrer, som hele Migatronic-koncernen kan drage fordel af. Det nye forretningsområde har udgangspunkt i Migatronic Automation i Aabybro, og virksomhedens salgschef Claus Pagh er udnævnt til Business Area Manager. Claus Pagh har været ansat siden 1998. Aage Munk Jacobsen, adm. direktør i Migatronic Automation i Aabybro, ser gode vækstmuligheder inden for det nye forretningsområde. - Ud over ordrerne til VW kan vi byde på en række andre referencer fra bilindustrien. Så forudsætningerne er bestemt til stede for at kunne hente nye ordrer hjem til koncernen, vurderer Aage Munk Jacobsen.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...