Trafikulykker

VWs svar på et åbent spørgsmål

Når nye skabninger skal navngives, gælder det om at være kreativ. Se blot på børnene, der i dag får alverdens originale navne - og bilerne, hvor der udøves stadig stigende kreativitet.

8
Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne.

Bagagerummet er stort, når taget er kørt op. Men det svinder ind til halv størrelse, når det pakkes sammen.

Tag nu Volkswagen, der har været en tur i de græske historiebøger for at hitte på et godt navn til den nye cabriolet. Den er døbt Eos, der naturligvis er godt at udtale hele verden rundt, hvor modellen med stålskydetag skal sælges. Men Eos er også den græske gud for morgenrøden, der er særlig fremherskende omkring det græske øhav. Himlen farves rød og skyldes lysets brydning gennem atmosfæren. I sig selv det optimale tidspunkt at køre cabriolet på. Foreløbig ros til Volkswagen for at have lagt hovederne i blød inden dåben. Og klinger Eos ikke også mere eksotisk end Opel Astra TwinTop, Peugeot 307 CC og Renault Megane CC, som er blandt konkurrenter? Men ingen er vel blevet forelsket i et navn. Der skal være kød og blod bagved. Og det er der også i den nye Eos. Fem-delt tag Basalt set er det en VW Golf, der er blevet forsynet med alle tiders finurlige klaphat af et tag. Som ved en guddommelig indgriben deler det sig i fem stykker, når knappen mellem sæderne trækkes opad. 25 sekunder senere er coupeen forvandlet til en cabriolet, der stadigvæk rummer fire personer. Dukker truende skyer op på himlen, er det blot at folde taget tilbage, og måske nøjes med at nyde udsigten gennem det indbyggede glassoltag, der også kan skydes tilbage på et splitsekund. Det er der ingen af de andre modeller i klassen, der kan hitte ud af. En anden fordel ved det magiske tag er, at det fylder lidt mindre i højden, når det stuves sammen i bagagerummet. Det forøger herlighedsværdien og giver Eos en elegant popo. Selv ved høje hastigheder blæser den ikke for meget i kabinen, blot man husker at tilkøbe vindafviseren, der placeres bag forsæderne. Den sørger for, at man sidder godt i læ bag den stejle forrude og koster 4.500 kroner. Ingen mislyde I det hele taget virker VW Eos en tand mere gennemført og stilfuld end konkurrenterne. Her er der ingen mislyde. Det skulle da lige være prisen, der forekommer i den høje ende. Volkswagen forlanger 497.711 kroner for den 2,0 liters benzinmotor med 150 hk. Og billigste version bliver 1,6 FSI med 115 hk til 463.999 kroner. De priser er omtrent 100.000 kroner dyrere end nærmeste konkurrenter. Omvendt, har VW et federe image og Eos er formentlig også stand til at erobre kunder fra Audi A4, Cabriolet og svenskerne: Saab 9-3 og Volvo C70, der alle er mere kostbare modeller. I den græske mytologi har Eos en affektion overfor unge mænd, og derfor kidnapper hun dem, hvis hun kan komme til det. Det samme gør den nye folkevogn, blot er den ligeglad om det er unge eller ældre, der nyder turen bag rattet. De skal dog ikke være decideret sportsligt indstillet. Den er noget tungere at danse med end den almindelige Golf - helt præcis 150 kg mere. Det fornemmes tydeligt, da vi tog en svingom med Eos på de græske landeveje, der smukt følger det Ægæiske Hav. Den følger pænt ruten, men sjov - det bliver den aldrig. Dermed er Eos endnu et bevis på, at der også er ulemper ved de nye tagkonstruktioner af stål. Brevsprække En anden er, at bagagerummet er delvist uanvendeligt, når taget er kørt ned. Det kan nemlig være mere end vanskeligt at fiske bagagen ud igen af åbningen, der reduceres til en brevsprække. Der er også kun plads til godt 200 liter, når man forsøger at fylde lastafdelingen op, hvis taget er kørt ned. Oven i købet virker tager særdeles følsomt over for, om der er genstande, der kan blokere for tagets forløb op eller ned. Bilens tyngde mærkes også under acceleration. Kræfterne føles tilstrækkelige i den 150 hestes benzinmotor, som vi brugte mest tid sammen med. Men overskuddet af muskler er slet ikke som i Golf, hvor motoren føles decideret sportslig. Er det kravet, er der ingen vej uden om udgaven med turbo, der yder 200 hk og føles som den helt rigtige partner til Eos. Styrtbøjler Sikkerhedsudstyret er omvendt altid en del af standardudrustningen. Det gælder et styrtbøjlesystem, der udløses inden for et splitsekund, hvis bilen ruller rundt. Det beskytter også bagsædepassagererne, hvis det skulle gå galt. Man skal nemlig ikke være nervøs for at invitere vennerne på en søndagstur. De vil befinde sig udmærket omme bagi, hvis de ikke er højere end 1,80 meter. Ellers går deres frisure i hårknude, når taget rulles på igen. Tilbage har vi en enkelt anke. Hvorfor kan Eos ikke strippe ved lave hastigheder, så man ikke behøver stresse over, at det bliver grønt, mens man er ved at sænke taget? Det ville understrege billedet af en guddommelig vogn.