Würtz blank på rygte om en ny fransk flirt

AALBORG:- Fransk fodbold vil altid være interessant, men jeg kender intet til en eventuel interesse omkring min person fra Rennes, siger Rasmus Würtz, AaB"s midtbanedynamo og anfører på U 21-landsholdet. Ifølge flere franske aviser skulle Rasmus Würtz angiveligt figurere på en ønskeliste i Rennes som en af to nye spillere, og tidligere på året var der tilsvarende signaler om interesse omkring Würtz fra en anden fransk topklub, Marseille. - Det med interessen fra Marseille kender jeg kun til fra aviserne, og jeg er ikke blevet orienteret om, at Rennes nu skulle have mig i søgelyset, understreger Rasmus Würtz. AaB præsenterede onsdag det fjerde nyindkøb til Superligatruppen i fodbold, i skikkelse af færingen Jón Rói Jacobsen, midtstopper fra Frem. Tidligere er indkøb af den amerikanske midtstopper, Danny Califf, den norske midtbanespiller Fredrik Winsnes, og den svenske angriber Daniel Hoch faldet på plads. Gang i svingdøren De fire unge fremstormende talenter, Patrick Kristensen, Thomas Enevoldsen, Jens-Kristian Sørensen og den i øjeblikket skadede målmand Kenneth Stenild Nielsen, indgår også fra 4. januar i Superliga-truppen. Derfor kunne det måske trække op til, at en spiller gik den anden vej ud af svingdøren - selvom AaB har sagt farvel til trekløveret Marco Reda, Ole Tobiasen og målmandsreserven Jens Waltorp Sørensen efter den netop forgangne halvsæson. I den sammenhæng står midtbanekreatøren, Martin Ericsson, sandsynligvis forrest i køen, hvis AaB vil lave en pose penge på et salg af ham, inden den svenske ligalandsholdsspiller kan søge nye græsgange transferfrit, men et salg af Rasmus Würtz - til de rigtige penge - virker heller ikke som et skævskud. - Snakker med AaB Rasmus Würtzs nuværende kontrakt med AaB udløber 31. december 2006. - Jeg har stadig ét år tilbage af min kontrakt med AaB, og min agent, Per Steffensen, snakker fortsat med Lynge Jacobsen (AaB-sportsdirektør, red.) om en eventuel forlængelse. Jeg har hele tiden sagt, at jeg er rejseklar, hvis det rette tilbud fra en anden klub kommer, men i og med, at vi forhandler eller snakker med AaB, har vi også klart signaleret, at jeg er åben overfor en forlængelse af kontrakten med AaB, understreger Rasmus Würtz. Brøndby-spilleren og U 21-landsholdskollegaen Thomas Kahlenberg skiftede tidligere på året fra Brøndby til franske Auxerre. Rennes, der netop er blevet slået ud af UEFA Cup-turneringen, holder julepause på 10. pladsen i den franske 1. division seks point efter Auxerre på fjerdepladsen.