Würtz: Det eneste rigtige at gøre
AaB’s anfører er tilfreds med, at der kun blev spillet 18 minutter af superligakampen mod FC Nordsjælland

Foto: Lars Pauli Lars Pauli
AALBORG:Ved stillingen 0-0 efter 18 minutters spil afblæste dommer Claus Bo Larsen lørdagens superligakamp mellem AaB og FC Nordsjælland på grund af det voldsomme snevejr. Han konsulterede de to holds anførere, inden han traf den endelige beslutning, og Rasmus Würtz, der bar anførerbindet hos AaB, var ikke i tvivl.
- Dommerne kunne ikke se linierne, og vi blev ret hurtigt enige om, at det ikke havde noget med fodbold at gøre. Det eneste rigtige var at afblæse kampen. Det ville handle om tilfældigheder, og det er heller ikke meget værd at se på for tilskuerne, forklarer Würtz.
Han havde ellers ikke set aflysningen komme, da han satte kursen mod NORDJYSKE Arena tidligere på dagen.
- Da vi kom herud var det ikke ret slemt med snevejret, men vi kunne jo godt se under opvarmningen, at snevejret tog til, og indenfor de første 18 minutter var banen helt dækket til med sne, lyder det fra Rasmus Würtz.
Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.
Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.