Würtz - Det var ikke kønt

AaB's hårdt arbejdende midtbanespiller var tilfreds med indsatsen og tilskrev baneforholdene det manglende skønhedsindtryk i 1-0 sejren over Silkeborg.

Rasmus Würtz må se på fra tribunen, når Esbjerg på mandag gæster Energi Nord Arena. Foto: Lars Pauli

Rasmus Würtz må se på fra tribunen, når Esbjerg på mandag gæster Energi Nord Arena. Foto: Lars Pauli

Rasmus Würtz leverede onsdag aften en god indsats på AaB's defensive midtbane ved siden af Kenneth Emil Petersen. De to var med til at lette trykket på bagkæden. - Ja, det blev måske ikke så køn en kamp, men sådan er det på denne årstid og med disse baneforhold, sagde Würtz. - Vi arbejdede godt, og jeg synes, der var en god balance i vort spil. Så må vi bare se at få scoret nogle flere mål næste gang. Rasmus Würtz havde næppe sovet godt oven på matchen, hvis stillingen stadig havde været 0-0, da han - to minutter før den officielle kamptid løb ud - fik en friløber mod mål, men afsluttede med et skævt spark. - Ja, det var en stor chance, og lidt uheldigt, at det var mig, der fik den. Men heldigvis betød det ikke noget.