Würtz' fald fra tinderne

Forårets bedste i AaB, Rasmus Würtz, faldt af på den i efterårssæsonen, hvor Nicklas Helenius til gengæld forbedrede sig.

Rasmus Würtz tager sig til hovedet efter sit svage straffespark i SønderjyskE. Efteråret var ingen solstrålehistorie for midtbanespilleren. Foto: Torben Hansen

Rasmus Würtz tager sig til hovedet efter sit svage straffespark i SønderjyskE. Efteråret var ingen solstrålehistorie for midtbanespilleren. Foto: Torben Hansen

I foråret var AaB’s Rasmus Würtz ganske enkelt fremragende og vandt NORDJYSKE’s rangliste med 3,92 bolde i snit, men som nævnt her nordjyske.dk, så må midtbanespilleren i efteråret abdicere fra tronen til fordel for forsvarsspilleren Kjetil Wæhler. Rasmus Würtz’ niveau faldt til 3,20 bolde pr. kamp, hvilket dog stadig gør ham til én af superligaholdets profiler med en samlet femteplads. I bunden af ranglisten finder vi her i efteråret brasilianske Kayke, der med 2,43 bolde i snit havde svært ved at leve op til det niveau, han viste i foråret. Her var angriberen femtebedst med præcis tre bolde i snit. Det største fald fra tinderne i AaB-truppen står Anders Due dog fra, i det han falder 11 pladser i forhold til forårets tredjeplads med 3,09 bolde i snit. Nu hedder snittet 2,47. Lasse Nielsen var god Forårets bundskraber, Nicklas Helenius, er karaktermæssigt den spiller, der har haft størst fremgang i efteråret. Fra et snit på meget beskedne 1,86 bolde i foråret til mere respektable 2,76 bolde. - Jeg har været meget fokuseret på at hæve mit bundniveau, og det synes jeg også er lykkedes, siger Nicklas Helenius selv. Placeringsmæssigt er det dog Lasse Nielsen, der foretager det største hop. Fra næstdårligst i foråret (2,23 bolde) til tredjebedst i efteråret (3,37 bolde). En fremgang som også landstræner Morten Olsen bemærkede, hvorfor han indkaldte AaB’eren til efterårets sidste landskamp mod Finland.