Würtz håber på topplacering

Stabilitet bliver nøgleordet, hvis nordjyderne skal blive i toppen

Rasmus Würtz gjorde ondt på FC Midtjylland mandag aften. Foto: Kurt Bering

Rasmus Würtz gjorde ondt på FC Midtjylland mandag aften. Foto: Kurt Bering

AALBORG:Hvis man udelukkende kigger på resultaterne havde AaB haft en forrygende optakt til forårspremieren i Alka Superligaen, og mandagens remis på MCH Arena i Herning viste, at de gode takter i træningskampene sagtens kunne videreføres til landets bedste række, selvom AaB måtte nøjes med 1-1 mod FC Midtjylland.

- Jeg synes, det var en god kamp med en masse intensitet. Formmæssigt fulgte vi 100 procent med dem, selvom de havde spillet to kampe inden (mod Manchester United i Europa League, red.) og var helt oppe i gear. Vi var helt med på det parameter, og mentalt viste vi også styrke ved at komme godt tilbage. Jeg kan ikke pege fingre ad noget som helst i forhold til præstationen. Vi fik et point, og det er ikke ubrugeligt, siger Rasmus Würtz, der glæder sig over, at opstarten har givet pote.

- Alt i alt var det et fair resultat. Spillemæssigt peger pilen op, og vi er der rent formmæssigt. Vi havde en fornemmelse af, at vi havde haft en god opstart, og det synes jeg også, at vi fik vist med en god præstation, analyserer AaB-anføreren.

Værterne kom foran 1-0 på et fejlagtigt straffespark begået udenfor AaB-feltet i slutningen af første halvleg, men nordjyderne svarede igen ni minutter efter pausen, hvor Lukas Spalvis udlignede til 1-1 på et veltimet hovedstød.

Resultatet betyder, at AaB fastholder andenpladsen med tre point ned til FC Midtjylland og tre point op til FC København. De to nærmeste AaB-konkurrenter mødes torsdag aften på MCH Arena i den udsatte kamp fra efteråret.

- Jeg håber, vi kan spille med i toppen til det sidste. FCK ser stærke ud. Det må vi erkende, men nu skal de jo møde FC Midtjylland næste gang. Vi skal dog have fokus på at toppræstere igen i den næste kamp (hjemme mod OB på fredag, red.), og så skal vi se, om vi kan ramme det stabile niveau, som vi også viste i efteråret. Hvis vi kan det, er jeg også sikker på, at vi kommer til at spille med deroppe, siger Rasmus Würtz, der dog må se til fra sidelinjen mod OB grundet karantæne.

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.