Würtz: Helenius har forbedret hovedspil

AaB’s midt baneslider glæder sig over sejren mod Silkeborg og holdkammeratens første hovedstød

Nicklas Helenius brugte hovedet til meget mod Silkeborg. Foto: Torben Hansen

Nicklas Helenius brugte hovedet til meget mod Silkeborg. Foto: Torben Hansen

AALBORG:Efter syv kampe uden sejr fik AaB endelig løn som fortjent og tog alle tre point, da Silkeborg mandag blev besejret 1-0. Lettelsen lyste også ud af midtbanespilleren Rasmus Würtz.

- Jeg synes, at vi kører videre med det gode spil fra kampen mod FC Nordsjælland i torsdags. Vi mangler dog stadig noget skarphed i feltet, for vi burde have været foran allerede ved pausen. Men heldigvis fik vi altså scoret den ene gang, som var nok til at vinde. Så må vi også sige, at vi havde heldet, da Marvin Pourie ramte stolpen.

Sejrsmålet var ikke nødvendigvis det forventede af slagsen, indrømmer Rasmus Würtz.

- Det er jo ikke hovedstødsmål, at Helenius har lavet flest af. Men jeg synes nu, at han har forbedret sig en hel del også på det område. Chancen var dog også så tilpas stor, at den skulle omsættes, fastslår han.

Nu er AaB tilbage på fjerdepladsen, men det får ikke Würtz til at tale i overskrifter. Blot noterer han sig, at spillet har været fornuftigt i foråret trods de få point.

- Den eneste dårlige kamp, vi har spillet her i foråret er premierekampen nede i Silkeborg. Ellers synes jeg, at indsatsen har været godkendt i de øvrige. Nu skal vi til OB på søndag, og det er der, vores fokus er.

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.