Würtz solgte sig selv

Det danske U21-landshold satte 3-1 føring over styr mod Italien ved EM-slutrunden i portugal. Kampen endte 3-3, men for AaB's Rasmus Würtz var kampen en fænomenal sejr.

U/21-landsholdsspillerne Rasmus Wurtz og Michael Jacobsen ikke med, når AaB i aften møder Esbjerg på udebane i den første af to semifinaler i Viasat Cup.

arkivfoto.(Foto: FRANCISCO LEONG/Scanpix 2006)

U/21-landsholdsspillerne Rasmus Wurtz og Michael Jacobsen ikke med, når AaB i aften møder Esbjerg på udebane i den første af to semifinaler i Viasat Cup. arkivfoto.(Foto: FRANCISCO LEONG/Scanpix 2006)

AVEIRO:Hvis der er nogen form for logik i fodboldens verden, kan Rasmus Würtz snart vælge og vrage mellem attraktive tilbud fra udlandet. En topspiller evner at slå til, når det virkelig gælder, og den egenskab demonstrerede den 22-årige AaB-spiller til noget nær fuldkommenhed, da han i aftes var på en af karrierens hidtil største prøver. Med opkøbere fra hele Europa på lægterne i Aveiro var anføreren den mest farverige og iøjnefaldende skikkelse på det fantastiske kulørte stadion, hvor de danske talenter havde Italiens forsvarende europamestre alvorligt på krogen. Første mål på holdet Det lignede ellers en italiensk favoritsejr, da et nervøst dansk hold var på hælene i det første kvarter og kom bagud 0-1, men Rasmus Würtz tog så sagen i egne støvler og hamrede udligningen i kassen på en returbold. I kamp nummer 27 for U21-landsholdet var det hans første scoring - men sikken effekt! Efter træfferen skiftede kampen totalt karakter, og 12 minutter senere affyrede Rasmus Würtz en ny ladning dynamit, som i første omgang blev blokeret af et forvirret italiensk forsvar, hvorefter Thomas Kahlenberg nemt kunne skubbe riposten i nettet. Et direkte frisparksmål af Leon Andreasen fuldbyrdede en gylden halv time af danskerne, der kunne gå til pause foran 3-1. Efter en italiensk reducering kom danskerne i uvejr, men Thomas Kahlenberg burde syv minutter før tid have cementeret sejren på en friløber, hvor den ellers velspillende Auxerre-spiller afsluttede svagt, og så fik Italien i stedet udlignet i sidste minut. De får travlt... Selv om sejren glippede fik Danmark som helhed en lovende EM-start, og vi glæder os til fortsættelsen ved EM, hvor holdet i morgen møder Holland, som meget overraskende lagde ud med at tabe 0-2 til Ukraine. Imens kan folkene omkring og bag Rasmus Würtz se frem til læssevis af anerkendelser om hans indsats i aftes, og der venter uden tvivl hyppige telefonopkald fra interesserede klubber til hans agent Per Steffensen og AaB’s sportsdirektør Lynge Jacobsen, der begge følger EM-slutrunden i Portugal. Kampfakta: Mål: 15. minut 1-0 Alessandro Potenza, 21. minut 1-1 Rasmus Würtz, 33. minut 1-2 Thomas Kahlenberg, 40. minut 1-3 Leon Andreasen, 60. minut 2-3 Raffaele Palladino, 90. minut 3-3 Rolando Bianchi. Danmark: Kevin Stuhr Ellegaard - Jonas Troest, Leon Andreasen, Daniel Agger, Michael Jakobsen - Jonas Kamper, Rasmus Würtz, Martin Bergvold, Simon Busk Poulsen (73. minut Jacob Sørensen) - Thomas Kahlenberg - Nicklas Bendtner (79. minut Morten Rasmussen). Italien: Gianluca Curci - Alessandro Potenza, Michele Canini, Cesare Bovo, Giorgio Chinelli - Pasquale Foggia, Marco Donadel, Paolo Sammarco, Marino De Fendi (55. minut Alessandro Rosina) - Giampaolo Pazzini (68. minut Rolando Bianchi), Raffaele Palladino. Advarsler: Marco Donadel og Giampaolo Pazzini, Italien, Leon Andreasen og Rasmus Würtz, Danmark. Dommer: Alon Yefet, Israel.