Wada til IOC: Brug gamle dopingflasker ved vinter-OL

Wada anbefaler IOC at bruge samme type dopingflasker, som blev anvendt ved OL i Rio i 2016.

Doping 1. februar 2018 10:11

Den Internationale Olympiske Komité (IOC) bør under det kommende vinter-OL i Pyeongchang anvende flasker til dopingkontrol, der ikke er udsat for mistanke om at kunne åbnes og manipuleres.

Det siger Det Internationale Antidopingagentur (Wada), efter at redesignede dopingflasker fra producenten Berlinger Special AG har skabt usikkerhed om nedfrosne prøver.

- På dette tidspunkt er det vores klare anbefaling til IOC, at man fortsætter med at bruge den tidligere udsendte model, som stadig bruges af en række teststeder rundt om i verden.

- Det skal ses som en foranstaltning, der garanterer integriteten for dopingkontrolprocessen ved legene, siger Wada-generaldirektør Olivier Niggli til Wadas hjemmeside.

De nye flasker fra Berlinger Special AG kan åbnes manuelt og dermed gøre det nemmere at svindle og manipulere med prøverne.

De flasker, som Wada anbefaler IOC at bruge, blev også anvendt i forbindelse med sommer-OL i Rio for halvandet år siden.

- På den lange bane vil Wada fortsat indsamle information og søge løsninger sammen med Berlinger og andre, så integriteten i processen kan opretholdes.

- Berlinger er allerede gået med til at genoptage produktion af 2016-modellen, afhængig af den øvrige udvikling, siger Olivier Niggli.

/ritzau/

chat_bubble Kommentarer keyboard_arrow_down

Log ind for at kommentere.
Henter artikler...
Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...