Fodbold

Wæhler: Det går hurtigere i AaB

Norsk landsholdsspiller er begejstret for dansk fodbold og sine holdkammeraters niveau

Kjetil Wæhler spillede hele kampen, da Norge vandt over Tyskland.

Kjetil Wæhler spillede hele kampen, da Norge vandt over Tyskland.

BELEK:- Jeg bliver en bedre fodboldspiller her i AaB. Efter godt tre uger i AaB er den norske midterforsvarer Kjetil Wæhler ikke i tvivl om, at han har foretaget det rigtige karrierevalg ved at skifte Vålerenga i hjemlandet ud med de danske fodboldmestre. - Jeg er blevet godt modtaget og er kommet til et rigtigt godt hold. Jeg kan mærke, at spillet går meget hurtigere her end i Vålerenga, så det er klart et skridt i den rigtige retning for min fodboldkarriere. Kjetil Wæhler er især imponeret af de offensive kræfter, der huserer i AaB. - AaB spiller fantastisk angrebsfodbold med mange fine kombinationsmuligheder. Derfor tror jeg også, at vi har gode muligheder for at vinde, når vi møder Deportivo La Coruña i UEFA Cup'en senere på måneden. Shelton skal bruges rigtigt På angrebsfronten har nordmanden et indgående kendskab til lejesvenden Luton Shelton, som han var holdkammerater med i Vålerenga. Jamaicaneren skal dog bruges rigtigt pointerer Wæhler. - Shelton er meget hurtig, så han skal spilles i dybden. Møder vi hold, der ligger meget højt med deres forsvar, så får han god plads at løbe på og bliver meget farlig. Mod Deportivo La Coruña kan det blive en godt våben, så vi kan løbe kontra på dem efter bolderobringer på midten af banen. Derfor er jeg også optimistisk. Den eneste kamp, som Kjetil Wæhler indtil videre har haft til at lære sine nye forsvarskolleger i, er testkampen mod AGF i januar. - Men vi træner godt på det defensive til hver eneste træning med spil 11 mod 11. Det skal nok falde på plads inden den første UEFA Cup-kamp den 18. februar, men de kampe, vi skal spille hernede i Tyrkiet bliver selvfølgelig vigtige, siger den 32-årige nordmand. Den første testkamp er i dag mod hans nu forhenværende arbejdsgiver Vålerenga. En special oplevelse for Kjetil Wæhler. - Det bliver vældigt specielt så kort tid efter min transfer. Det ville nok ikke have gjort noget, hvis der var gået lidt længere tid, inden jeg stod ansigt til ansigt med dem igen. Men det er stadig en god gang træning, og en vigtig kamp for mig og AaB. Han forventer dog ikke, at Vålerenga på nogen måde kommer til at spille på samme måde som Deportivo La Coruña. Vålerenga direkte og fysiske - De spiller helt sikkert ikke spansk, men det er et godt og fysisk stærkt hold at møde. De er meget direkte i deres spil, mens vi spiller meget mere med kombinationer i offensiven. Hvis vi sætter tempo på vores offensiv, så tror jeg, at vi kan give dem store problemer. Omvendt så vil de sikkert være meget opsatte, fordi de har et dårlig 2008-sæson at revanchere sig for. Efter kampen mod Vålerenga venter rumænske Steaua Bukarest på søndag som den sidste seriøse test. Den afsluttende kamp mod træningslejren mod ukrainske FC Zorya Luhansk bliver uden Kjetil Wæhler og de øvrige landsholdsspillere i AaB. Nordmanden er indkaldt til sit lands kamp mod Tyskland, som samtidig bliver Egil Drillo Olsens comeback-kamp som norsk landstræner. Landskamp god sparring - Jeg håber meget, at jeg kommer til at spille med i den landskamp, for ellers er der egentlig ikke nogen pointe i at rejse. - Så var det bedre at blive her i AaB. Jeg har dog god tro på, at jeg skal spille mod tyskerne, da jeg spillede de to sidste VM-kvalifikationskampe i efteråret. Jeg håber, at Drillo har set de kampe og dermed ved, hvad jeg står for. Så bliver det en rigtig god sparing for mig før Deportivo-kampen mod en god international modstander.

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.

Du skal skrive noget tekst

Du skal skrive noget tekst