Watts nye formel

Jason Watt fortalte om økonomiske og menneskelige kampe

Aalborg 7. september 2002 08:00

AALBORG: De økonomiske hjernevridninger fyldte ikke så lidt, da Jason Watt som ung, ambitiøs racerkører forsøgte at få drømmene til at harmonere med indtægterne. Allerede inden karrieren kom igang, var der brug for den fightervilje, der siden har kendetegnet motorsportsmanden. - Da jeg som 23-årig tog til England for at skabe mig en karriere, fik jeg at vide, at jeg skulle bruge en million, hvis jeg ville gøre mig nogen forhåbninger om at kunne køre motorløb. Men det var først senere, at jeg opdagede, at der var tale om pund - ikke kroner, grinede Watt til forsamlingen og tilføjede, at han en overgang så en elefanthue og en pistol som sin eneste mulighed for at skrabe penge sammen til en karriere i motorsport. Budskabet til de godt 200 fremmødte var klart, da Jason Watt holdt foredrag på Hasseris Gymansium: Kæmp! Og tro på, at det lykkes. Formel kørestol Det var Danske Bank og Junior Chamber Aalborghus, et ungt forum for ledermæssig udvikling, der stod for Watt-arrangementet, og der var da også inspiration at hente for alle, der har slukket for drømme og ambitioner og trykket på realisme-knappen i stedet. Watt berettede om, hvordan han selv med vilje og vovemod som eneste aktiv i sin tid rendte de danske erhvervsledere på dørene og kæmpede sig til diverse sponsorater. - Man får ikke chancen - man tager den, påpegede Watt, som selv oplevede skæbnens nådesløshed, da et motorcykelstyrt i 1999 brækkede hans syvende ryghvirvel og plantede ham i kørestol resten af livet, lam fra brystkassen og ned. Inden da var målet næsten nået, både menneskeligt og økonomisk. Med en række store sejre i bagagen befandt Jason Watt sig kun et enkelt skridt fra drømmeland, som var at køre Formel 1. - I stedet kom jeg til at køre Formel kørestol, bemærkede han. Watt uddelte både et spark i numsen til dem, der måtte sidde med indestængt engagement og uforløste ambitioner, og gav en ærlig skildring af livet, når det er bedst og aller ondest. - Da jeg fik at vide, at jeg havde mistet førligheden, bad jeg Mai-Britt (Vigsøe, nu Jasons kone, red.) om at pakke sine ting og gå - hun skulle ikke hænge på en mand i kørestol. Hun kiggede på mig og sagde: "Det er da ikke dine ben, jeg er forelsket i, men det, du har imellem ørerne." Da begyndte jeg at tro på, at jeg kunne komme tilbage, fortalte han. Jason Watt har i dag påny kæmpet sig til en fremtrædende position i dansk motorsport, selv om hestekræfterne nu udfolder sig i en invalidebil. Den økonomiske power er også tilbage med sponsorer på spring og ivrig foredragsaktivitet. - Engang imellem skal man give sig selv lov til at tro, at man er den bedste. Livet er ikke altid smadderlet - men man skal kæmpe sin chance, sagde Watt.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...