Wawrinka smadrer Berdych i sæsonfinale

Stanislas Wawrinka besejrede Tomas Berdych i to klare sæt ved tennisherrernes sæsonfinale i London.

Stanislas Wawrinka, mandag eftermiddag i sejren over Tomas Berdych i London. Foto: Alastair Grant/AP/POLFOTO
10. november 2014 16:57 - Opdateret 10. november 2014 17:09

Den schweiziske tennisstjerne Stanislas Wawrinka har ikke været på toppen på det seneste, men noget kunne tyde på, at Australian Open-vinderen har timet formen perfekt.

Mandag eftermiddag kom Wawrinka flyvende fra start ved tennisherrernes sæsonfinale i London, da han på mindre end en time tævede tjekken Tomas Berdych med 6-1, 6-1.

29-årige Wawrinka slog 16 vinderslag mod Berdychs fire i en ensidig kamp, som ikke på noget tidspunkt blev spændende.

Dermed har schweizeren fået en fin start og har bragt sig i en god position til at slutte mellem de to bedste i puljen, der også tæller verdensetteren Novak Djokovic og US Open-vinderen Marin Cilic.

Stanislas Wawrinka opnåede et højdepunkt i karrieren i januar, da han vandt sin første grand slam-titel i Melbourne, men siden har han haft svært ved at leve op til den præstation.

Han gik ind til den prestigefyldte turnering i London med en nedslående statistik på fire nederlag i de fem seneste kampe, men fik altså en tiltrængt opmuntring mod den modløse Berdych.

/ritzau/AFP

chat_bubble Kommentarer keyboard_arrow_down

Log ind for at kommentere.
Henter artikler...
Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...