Tyverier

Weber-kup for millioner

NØRRESUNDBY:Weber-grill og udstyr til omkring to millioner kroner blev natten til torsdag stjålet ved et kup på Webers distributionslager i Nørresundby. I alt blev to containere med 103 grill og 3.900 redskaber fjernet på en stjålet lastbil. Og den fremgangsmåde er set før. – Det ligner en gentagelse af et kup for et par måneder siden, hvor man stak af med omkring 100 Weber-grill, siger vagthavende ved Nordjyllands Politi, Frank Liltorp. Tyveriet fandt sted omkring kl. 01.40. – Et vidne har set den lastbil, som er brugt til tyveriet, køre ind på Webers område, fortæller vicepolitikommissær Ole Jensen i en pressemeddelelse. Men politiet vil gerne have yderligere hjælp i sagen. Det er især folk, som har set noget omkring området Hedelund 10 i Nørresundby, politiet gerne vil høre fra, men ser man to orange containere med registreringsnummer NJ 7403 og NJ 7277, skal man også give et praj på telefon 114. Containerne har desuden gul skrift hen ad siden, hvor der står "Vognmand Anders Nielsen." Gerningsmændene kørte de to containere væk på en Scandia lastbil, som er stjålet hos en vognmand i Himmerland. Lastbilen er torsdag blevet fundet ved Hobro.