Retspleje

Webkamera-ejer trodser dom

Ulovligt webkamera stadig oppe på Vesterø havn

NORDJYLLAND:Selvom retten i Frederikshavn 11. november 2004 afgjorde, at el-installatør Peter Jensen ulovligt overvågede Vesterø Havn på Læsø, kan man stadig gå ind på hjemmesiden www.el-fix.com og se friske billeder, der opdateres hvert tiende sekund. - Dommen er forkert, lyder forklaringen kortfattet, men bestemt fra Peter Jensen, der ikke har tænkt sig at tage sit webkamera ned frivilligt. Indtil videre kan politiet ikke gøre noget ved sagen. Peter Jensen har nemlig ønsket at anke dommen, og derfor er han formelt set stadig uskyldig, forklarer anklager Margrethe Sanning fra Frederikshavn Politi. Sagen er meget principiel, da det er første gang i Danmarkshistorien, nogen er blevet anklaget for at overvåge med et webkamera, og Peter Jensen vil da også stå fast på sin sag til det sidste. - Jeg glæder mig til, at politiet kommer og henter kameraet. Det bliver da sjovt at se, hvordan de vil komme derop. Jeg tror, jeg er den eneste på øen, der har en kran, og den kan de nok tilfældigvis ikke lige låne den dag, siger el-installatøren sarkastisk. - Dommen irriterer mig grænseløst, fordi den bygger på ét vidne, der mener, at han kan identificere nogle mennesker på billederne, siger Peter Jensen med henvisning til afhøringerne i byretten, hvor manden, der havde meldt sagen til politiet, var det eneste vidne. Hvorvidt sagen kommer for landsretten eller ej, ligger endnu ikke fast. Dommen fra byretten, der lød på 3000 kr. i bøde, var nemlig så mild, at sagen ikke umiddelbart kan ankes. Det kræver en tilladelse fra Procesbevillingsnævnet, og her har sagen indtil videre været under behandling i tre måneder. Tre måneder, hvor alle og enhver fortsat har haft adgang til de billeder, der ifølge en byretsdommer er ulovlige.