Weekend med kultur og boder

ASTRUP: Der diskes efter alt at dømme op med noget for enhver smag i Astrup Forsamlingshus i weekenden 28./29. maj, hvor der holdes kulturweekend både lørdag og søndag. Det er ikke første gang, at Astrup og Omegns Borger- og Forsamlingshus står bag arrangementet - et enkelt år droppede man det dog på grund af renovering af husets køkken. - Nu vil vi have det indarbejdet i vores program for hele året, så det bliver en fast tradition, siger Niels Marquardsen, Astrup. Gæsterne vil i løbet af weekenden få lejlighed til at se på ting og sager ved forskellige boder. Mona Søndergaard, Nørskovvej, tropper op med forskellige glasarbejder - bl.a. fade - mens Lone Kjeldsen, Astrupvej, viser, hvordan man laver lerskulpurer i sit arbejdende værksted. Ifølge Niels Marquardsen vil man dog ikke have mulighed for at posere som nøgenmodel i den forbindelse. På tøjfronten stiller Louise Akselsen, Frisørgården, samt Jane Toft, Det Bette Landsted op med hver deres kuffert spækket med tøj. Ejvinds Klejnsmedie, en træskærer samt en Aloe Vera-forhandler vil ligeledes være på plads. Ved en cafe kan man ligeledes købe kaffe, te og hjemmebag. tn