Skelund

Weekend med sjov og bold

} IDRÆTSWEEKEND: I den forestående weekend holder Terndrup Idrætsforening idrætsweekend, og det begynder i aften med seniorfodbold, hvor der er en serie 4-turnering med deltagelse af Terndrup, Bælum/Solbjerg og Skelund samt en turnering for serie 5/6 hold med deltagelse af Terndrup, Blenstrup og Bælum/Solbjerg. Lørdag eftermiddag vil der være gadefodbold, hvor der er 15 hold tilmeldt, og her sluttes der af med spisning af grillstegt kamsteg. Hele søndagen vil stå i ungdommens tegn, idet man begynder midt på formiddagen og slutter af sidst på eftermiddagen. Her deltager der hold lige fra mikroer og op til juniorer. } LOF: LOF Rebild bliver navnet, når de tre LOF-afdelinger Skørping, Nørager og Støvring bliver sammenlagt. Tirsdag 21. juni holdes et fællesmøde i Støvring for at nedlægge de enkelte afdelinger, og umiddelbart derefter holdes stiftende årsmøde for at oprette den nye afdeling, som er et resultat af kommunesammenlægningen. For brugerne vil sammenlægningen også være en fordel, for Støvring LOF har de seneste år haft mange kursustilbud, mens det har stået lidt sløjt til både i Skørping og Nørager, siger Gunner Sørensen, Sønderup, på vegne af bestyrelserne.