Weekend-narkosalg stoppet - to unge mænd får betinget dom

Narkokriminalitet 10. februar 2005 05:00

AALBORG: To unge mænd på 20 og 22 år slipper med en betinget dom og løftet pegefinger, selv om de i efteråret stod bag salg af narko i Aalborgs natteliv. Politiet fik opsnuset, at der foregik en mistænkelig trafik til og fra Latinergyden, og da man slog til og anholdt de to unge mænd, lagde de kortene på bordet. De erkendte, at de i flere weekender havde formidlet salg af små mængder narko, som de havde gemt under en sten i gyden. Kunderne mødte de på halvvejen fra gemmestedet til diskotekerne i midtbyen. I alt blev de gjort ansvarlige for tilsammen at have solgt 55 gram amfetamin, mens den ene af dem også blev dømt for at have været i besiddelse af 27 ecstasy-piller. Begge er under uddanelse og har forklaret, at de nu er ude af branchen som weekend-sælgere af narko. Og med deres gode personlige forhold taget i betragtning og den forholdvis lille mængde narko, valgte retten at idømme dem henholdsvis fem og fire måneders fængsel. Straffen blev dog gjort betinget af, at de udfører 100 og 80 timers samfundstjeneste.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...