Weekenden har vendt sløvt billetsalg til Bulgarien-kamp

I løbet af weekenden har over 4000 danskere købt billetter til landskampen mellem Danmark og Bulgarien tirsdag

Weekenden har vendt sløvt billetsalg til Bulgarien-kamp

Efter en sløv start er billetsalget til VM-kvalifikationskampen mellem Danmark og Bulgarien røget i vejret i løbet af weekenden.

Inden landsholdets kamp mod Tjekkiet fredag aften var der solgt 12.587 billetter til kampen mod Bulgarien i Parken i København tirsdag aften.

Men mellem fredag ved midnatstid og lørdag formiddag blev der solgt yderligere 2000 billetter, og søndag sikrede yderligere et par tusinde mennesker sig billetter.

Dermed har billetsalget ifølge Dansk Boldspil-Union (DBU) tidligt søndag aften rundet de 17.000.

I DBU tror man, at fredagens udesejr på 3-0 over Tjekkiet har skærpet interessen for tirsdagens kamp, og den stigende interesse betyder også, at DBU i samarbejde med Parken og Billetnet løbende åbner yderligere tilskuerafsnit.

Fredag fik det skuffende billetsalg til kampen mod Bulgarien ellers folketingsmedlem Michael Aastrup Jensen (V) op af stolen. Han foreslog at reducere priserne på billetterne eller simpelthen lukke folk ind gratis for at få maksimal opbakning til kampen.

Den tidligere Randers-borgmester stillede i den forbindelse kulturminister Marianne Jelved (R) et paragraf 20-spørgsmål for at skabe dialog om sagen.

Den vigtige VM-kvalifikationskamp mellem Danmark og Bulgarien går i gang klokken 20.15.

Inden tirsdagens kamp har Danmark på tredjepladsen i gruppe B fem point for fire kampe. Bulgarien har ni point for fem kampe, mens Italien topper gruppen med 10 point for fire kampe.

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.